jagten på freden del 2

"Tidligere
Kendt med paranoid skizofreni siden 2005. Psykisk syg siden 12-
års alderen. Haft utallige kontakter i skadestuen pga. snitsår i
armene og tidligere denne mdr. indlagt også pga. veneficium
medicamentale."

hvorfor skal jeg stemples som skizofren? og hvorfor tager de det eneste jeg har - selvskaden - fra mig?

somme tider ønskede jeg at de opgav mig. lod mig ligge og falde hen i min selvskade.
men det skete aldrig. den evige kamp for at dø blev hurtigt en ubevidst kamp om at vise verden at jeg for alt i verden ville overleve mere end noget andet.
men hvorfor overleve - når livet var så ulideligt?
der må have været noget fedt ved livet, noget kostbart jeg fandt glæde ved.
jeg vidste ikke hvad. når jeg kigger tilbage på min daværende tilstand, var min redning nok min familie. de sparsomme mennesker, der gjorde, at jeg holdt ud. jeg skal ikke kunne sige, hvordan det ville have gået uden dem. hvis jeg aldrig havde haft dem, ville jeg måske ikke have haft de problemer, der opstod da jeg var helt lille. hvis jeg hadede dem, kunne jeg måske udvære dem. men jeg hadede dem ikke. de var alt for mig. det eneste stabile i mit liv - udover tanken om at selvkaden altid kunne redde mig - var min familie. og selvom den aldrig var stabil, eller overhovedet havde været det under min opvækst, var jeg tryg.

den evige kamp for at få anerkendelse siden jeg startede i skole, blev hårdere for hvert år jeg gik igennem. mobningen tog til, selvskaden blomstrede og jeg blev mere og mere mager for hver dag. jeg var udbrændt og levede med konstant angst for alting. jeg smed maden ud når jeg havde "spist" på mit værelse, jeg skoldede mine hænder med kogende vand og følte en vis form for skindødhed; sådan opfattede jeg mig selv. som et sovende menneske, der er i dyb REM-søvn; i live og alligevel ikke.

to be continued..