jagten på freden

hvorfor skulle det gå på den måde? hvorfor var jeg så mislykket?

allerede da jeg var 12 år søgte jeg trøst hos kniven, og har tyet til denne stortset hver dag siden. de uudholdelige smerte der plagede mig i mange år, kunne afhjælpes med de kostbare snit, som jeg gjorde mig umage for at bevare som en hemmelighed. jeg skammede mig ikke, men vidste at jeg ville blive stoppet hvis nogen fandt ud af det. men efterhånden som cuttingen udvilkede sig kunne jeg ikke skjule det længere.

da jeg blev indlagt kulminerede det hele. jeg blev mere og mere syg. psykotisk, deprimeret og meget selvskadende. jeg var prøvekanin for forskellige medicinpræparater og kombinationer af forkellige anti-psykotiske lægemidler. aldrig havde jeg følt mig så plaget, samtidig med at jeg havde et kæmpe fighter-gen, som aldrig fosvandt. jeg endte op med læderhud på mine arme på grund af de utallige ar og brændmærker.

men jeg fortryder aldrig, for hvis det ikke havde gået sådan, ville jeg ikke være her idag. kniven blev min overlevelsesstrategi, og selvom cuttingen var enormt selvudslettende, hjalp det mig til at holde tilværelsen ud i mange år.

jeg kán alligevel ikke lade være med at tænke, hvad der var sket hvis jeg ikke havde skåret mig første gang.

"jeg fortryder det første snit. hvis jeg ikke havde lavet det, blev det sidste ikke så svært at holde ud"

ingen skulle fortælle mig at jeg ikke måtte skære og ingen skunne forhindre mig i at skade mig selv. når jeg først havde trangen, var der ikke nogen anden udvej. ikke 20 autoitære sygeplejersker skulle stoppe mig.

jeg var også lidt oprørsk, og det har efterhånden varet i 6 år. jeg har stadig et evigt opgør med verden, om hvorvidt jeg kan blive ved med at snyde dem. men det er vel mest et spørgsmål om hvorvidt jeg skal blive ved med at snyde mig selv. jeg snyder ikke personalet, jeg snyder ikke mine forældre, jeg snyder mig selv!
tanken er interessant. hvis jeg ikke vil snydes, må jeg jo lægge kniven på hylden. men jeg er ikke klar. mine arme skræmmer mig ikke mere, og det betyder intet at jeg fra tid til anden påfører læderhuden endnu et langt snit. det rører mig ikke, når de siger på skadestuen at de snart ikke kan sy i mine arme længere. det rører mig ikke når lokalbedøvelsen spænder under min hud. det rører mig ikke, at nålen bliver sløv efter ét sting. det skræmmer mig ikke, at der efterhånden bliver flere og flere infektionsrisici fordi sårene bliver dybere og større for hver gang det sker. intet rører mig længere. men jeg ved jo godt at jeg kun snyder mig selv. at det er mig der render rundt og ligner scarface på arme og ben. men hvorfor tænke på det? - det er jo alligevel for sent. sådan tænker jeg. det nytter ikke at græde snot over grimme arme. det går jo alligevel ikke væk. nogensinde.

"Patienten er kendt med skizofreni og selvmutilerende adfærd med
flere selvmordsforsøg bag sig overflyttes fra åbent afsnit i
Helsingør pga. forværring i tilstanden og tiltagende
selvmutilerende handlinger. Patienten har været sutureret flere
gange efter hun har skåret sig dybt"

- intetsigende for mig, altsigende for de autoritære psykiatere. de mener de har ret. men jeg kender samdheden.

to be continued...