kære dagbog

tingene blev uklare og flimrede for mine øjne. jeg havde et anfald igen. og uden en grund der var til at få øje på. musikken stoppede ikke, men det gjorde mine tanker. bevidstheden syntes langt væk, trods mit hungrende skrig på livet. ingen kunne forstå hvad der var galt med mig, sygeplejersken målte min puls, og måtte erkende, at den var helt normal, selvom man skulle tro den slet ikke var til at mærke. jeg vaklede mellem søvn og træthed, og kunne ikke tage side. det underlige var, at trods min nærdød-agtige tilstand, kunne jeg opfatte indad. men ikke udad.

jeg prøvede at forklare min rus til sygeplejersken, og hun var knapt så forstående som jeg havde regnet med. men hvorfor regne med, at nogen forstår disse situationer, hvor jeg er mere slap end en våd klud, og der ikke er nogen grund?

det var som en rus! - trods mit mangelfulde indtag af hvad som helst.
- præcis som for knap en uge siden.