Nordmanden

Smuk som en engel – og gravid!
Hun var norsk, og jeg forstod ikke hvad hun sagde. Nikkede bare på hvert eneste stillede spørgsmål.
Jeg vidste ikke hvor jeg skulle stille min cykel før samtalerne, hun boede i udkanten af Halsskov, og havde ikke nogen forhave. En enkelt flise eller to, og min cykel havde ikke noget støtteben. Det var en lang cykeltur hele vejen fra skole og ud af vores lille bydel, hen til Nordmanden. Hun var privatpraktiserende psykolog og jeg beundrede altid hendes diplomer og kæmpe bogreol, fyldt med tusinde bøger om diverse psykologiske emner.
Jeg valgte altid at stille min cykel ved stationen og gå resten af den lange vej, hjem til den gravide Nordmand.
Det blev til mange snakke og mange hundrede kroner. Men mine forældre betalte og fik alligevel pengene tilbage af sygeforsikringen. Hvis det ikke foregik sådan, ville jeg godt nok føle mig til besvær.
Mine snakke med Nordmanden gik mest ud på, at jeg hældte vand ud af ørene, og jeg fattede ikke hendes kommentarer, men det var meget givende at jeg kunne sige hvad jeg ville og ikke skulle tage mig af hvad hun syntes og sagde.
Rummet hvor samtalerne foregik, var enormt spændende. Jeg iagttog bøgerne, planterne og møblerne. Jeg kiggede også altid ud af vinduet, betragtede alle de nybyggede huse, Nordmandens lille villa var omgivet af.
Jeg vidste slet ikke, at hun var gravid, før hun efter en samtale fortalte at hun skulle på barsel. Jeg blev mundlam og smilede spontant. Hvorfor ved jeg ikke. Det var først på cykelturen hjemad, at jeg indså at der først ville blive en ny samtale lang tid efter den, der lige var slut. Hun havde vel nok skjult den godt, maven.