redningen fra ingenting.

mens min puls faldt langsomt følte jeg den enorme frihed. jeg kunne ikke længere mærke noget, jeg kunne ikke høre alle menneskene omkring mig, og ikke mindst, følte jeg ingenting. den ubeskrivelige smerte var bedøvet med den usynlige medicin som ingen vidste hvor kom fra. det evige spørgsmål om, hvad der skete kunne ingen svare på. heller ikke jeg.

de autoitære redningsmænd spurgte om en masse, men jeg husker ikke hvad. det hele var én stor sammenblanding af politifolk, pædagoger og falck-reddere. jeg kunne ikke længere skelne mellem de tre forskellige grupper, der alle var til for at hjælpe mig.

men hvad skulle jeg hjælpes med? jeg lå i en uforklarlig trance, men havde ikke taget en overdosis eller stranguleret mig selv. så hvad skete der? mine nerver må have været overbelastede efter nogle dage med stærke maniske perioder. jeg var brugt op, tror jeg. det kunne ikke være andet.. det måtte ikke være andet.

i ambulancen kom jeg til mig selv. og måtte svare på diverse spørgsmål, som jeg ikke havde problemer med at besvare. det var et evigt mysterium hvordan jeg var endt i den tilstand, som jeg var i den givne situation. bekymringerne var mange, også mine egne - for en gangs skyld.

jeg blev kørt ind på skadestuen i Hillerød og hurtig ekspederet ind på psykiatrisk skadestue. jg var blevet mig selv igen, men havde ikke glemt hvor psykisk dårligt jeg egentlig også havde det, og havde haft de sidste par dage.

jeg var træt, og havde ondt hvo droppet havde siddet inden jeg blev fulgt over på psykiatrisk, så jeg krøb sammen i en stol og faldt hurtigt i søvn.

jeg vågnede ved, at en læge kaldte mit navn og sagde at vi skulle snakke sammen.