sirenerne og skrigets kamp

de har overtaget min hørelse. sirenerne kommer tættere og tættere på. de overdøver mit hungrende skrig, der synker ned i min mave som en stor sten. inden længe behøver jeg ikke skrige mere. angsten bedøver min krop og jeg går ind og ud af den tillokkende trance, der så tit har været indenfor rækkevidde. nu skal jeg snart fratages alt ansvar, det skræmmer og frister mig. jeg er bange. de blodige hænder fotæller verden at jeg ikke kan mere. løkken om min hals giver mine nærmeste indtryk af at jeg ikke orker dem mere. det gør jeg måske heller ikke. hvorfor kan jeg ikke høre mit eget skrig længere? - skriget der overdøver al smerte fra min blødende arme og ben. skriget der gav mig ro i kroppen, fordi verden nu vidste at det snart er slut. men nej. sirenerne er højest, og så kraftfulde at jeg ikke længere ved at jeg stadig eksisterer. min krop har sagt fra, men min hjerne kæmper for at bevare kontrollen.

"hun plejer at klare den" hørte jeg fjernt og samtidig som et kraftfuldt råb i mit øre. men hvem skulle vide, at hun også klarede det denne gang? - hvorfor var jeg udødelig? hvordan endte jeg på den kolde hospitalsgang, som jeg frygter så meget? hvorfor var jeg ikke bare væk? - væk fra alle mine sorger og plageånder, som jeg kæmper mod hver evig eneste dag.

de store, stærke ambulancemænd kom mig i forkøbet. jeg måtte ikke forsvinde idag, sagde de. men hvorfor skulle de bestemme det? hvorfor fik jeg aldrig valget mellem liv og død?