lægeerklæring

Hvem skulle fortælle mig om jeg var syg eller ej? Sådan tænkte jeg ved den ene motivationssamtale efter den anden. Lægerne var jo så kloge, mente de. Og jeg vidste åbenbart ingenting. Deres observationer viste tydelige resultaler, og jeg var højst sandsynligt stjernepsykotisk døgnets 24 timer. Sådan blev der sagt dag ud og dag ind. Men min tankevirksomhed fungerede optimalt, men min verdensopfattelse måske lidt forvrænget, hvad ved jeg. Psykoserne gav de skylden for min aparte adfærd, men har jeg ikke altid været lidt sær? Derfra og så til psykotisk synes jeg er at presse citronen lidt voldsomt. Godt nok har jeg vist tegn på psykose fra tid til anden, men døgnet rundt?? Oprigtigt havde jeg det svært, var meget indelukket og selvskadende. Sygdomserkendelsen er åbenbart lig nul, idet jeg ikke føler mig syg, men når man har haft det sådan i mange år, er det jo efterhånden blevet hverdag; ikke en sygdom, der kan afhjælpes. Frygten for at være syg spiller også en stor rolle, for hvem har lyst til at blive slået i hovedet med, at man bare skal tage sig sammen, hver gang ordet sygdom bliver nævnt, altså at enhver form for miskemi i hjernen bliver benægtet? Hvis vi nu sagde, at jeg virkelig var syg, havde jeg jo ikke fuld kontrol over tingene; derfor handler det ikke bare om at tage sig sammen. Hvis det var så let, ville ingen jo være psykisk syge? Jeg tror ikke på sygdommens magt, men jeg tror på signalstoffer, mekanismer og miskemier; men det ved almindelige mennesker uden akademisk uddannelse ikke meget om. Hvis man virkelig VIL sætte sig ind i tingene; sygdomme, vil man automatisk opnå en vis form for forståelse, man ikke nødvendigvis kunne, hvis man var af den simple overbevisning, at et menneske da ”bare kan tage sig sammen”. Derfor beundrer jeg også lægerne lidt. De kan sige en fandens masse om grundene til, at man er syg, ryger ned i et kæmpe sort hul, eller hvordan man nu vil betegne grunde til genindlæggelser. Der er vel også en vis form for berøringsangst, når det handler om psykisk sygdom, for det er ikke fysisk til stede, og derfor ikke så håndgribeligt som et brækket ben. Jeg kan godt forstå folks berøringsangst, men det gør dem bare ikke klogere! – og samtidig gør det dem slet ikke mere forstående. Hvis man aldrig kommer til at forstå det, er det fordi man ikke vil. – er MIN overbevisning. Min frygt for sygdom er nok ligeså stor som enhver andens. Hvad enten det er en psykisk eller fysisk sygdom. Men det giver mig samtidig ikke ret til at benægte nogen form for sygdom, hverken i hovedet eller i kroppen. Derved siger jeg ikke, at man skal være hypokonder og tolke ud fra et hvert symptom, men i stedet tage lægernes udsagn alvorligt og handle ud fra det. Benægtelse er det nemmeste, men det gør ikke nogen klogere. når du føler dig sløj, vil du da glo lidt, hvis der kommer en og siger, ”det kan godt være, at du har 40 i feber og derudover en slem lungebetændelse – men tag dig dog lige sammen”