jeg nævner ingen navne - men hun hedder Karina

det var ikke særlig nemt at skulle erkende at jeg var for syg til at kunne klare mig selv; eller bare bo hos min familie. selvom det ville være ønskværdigt at være barn igen og bo hos mine forældre; men de ville dø af skræk hvis der kom en situation, ingen tvivl om det. der var mange forskellige modeller som blev luftet, men der var ikke mange alternativer til bosted, og efterhånden var jeg enormt træt af at bo sammen med syge mennesker. pigerne på bostedet kæmpede bravt for at overgå hinanden i selvskade, og jeg var med i kampen. - men jeg var så træt af den kamp, som alligevel ikke blev vundet af nogen andre end hende, hvis navn vi ikke nævner. jeg blev fastholdt i en ond cirkel af brækkede hænder, suturer, og hernerystelser. væk måtte jeg, men vidste ikke hvor hen. der blev revet i mig fra alle retninger, og jeg kunne ikke finde fodfæste. man kan have så mange ønsker og drømme, men realiteten var, at jeg var et institutionsbarn. den rolle skal man lægge fra sig før eller siden, men det sker ikke hvis man bliver fastholdt i dén måde at leve på.

drømmene var delvist påtagede, og jeg vidste ikke hvad jeg ville, udover den stærke følelse af dårligdom på mit bosted, som fik mig til at længes efter at komme væk derfra

altid skulle man se på de mange måder at skade sig selv på, og det omringede én fra alle sider. det var enormt hårdt, og det forstærkede min trang til at skade mig selv.

men min standhaftighed var ikke til at måle, eftersom jeg var enormt stædig. dog havde jeg ét ømt punkt: påvirkning fra andre selvskadere. det var selvføgelig uholdbart, og derfor ville jeg gerne lægge identiteten som institutionsbarn fra mig så hurtigt som muligt.

men hvordan skulle det foregå? ville det - at flytte - gøre tingene bedre eller værre? jeg kendte ikke svaret - desværre!!

jeg fandt delvist en tryghed i selvskaden,