når vejen frem er farlig

der var nu ingen tvivl om at der var et egentligt problem. men vi var ikke enige om, hvad problemet faktisk var.jeg gik i en retning, og pædagogerne i en anden. vi var alle forvirrede over hvad der skete med mig. jeg var grænsende til manisk i dagtimerne, og delvist deprimeret når aftenen kom. en pædagog pressede to appelsiner til mig om formiddagen, og det kørte jeg på resten af dagen. det var jeg tilfreds med, men det var ingen andre. min angst for spejlbilledet løb væk med mig, og det lykkedes mig at smadre to spejle på kort tid, for derefter at bryde hulkende sammen og ligge i fosterstilling på trægulvet. jeg skammede mig grænseløst over min situation, ikke over for andre, men mig selv. jeg var svag, syntes jeg. men i virkeligheden var jeg enormt stærk! .. i sådanne situationer ville jeg nu have ligget på sygehuset med forgiftning af medicin. så jeg burde klappe mig selv på skulderen, men i stedet slog jeg mig selv i hovedet over hvor klam og ulækker jeg var. det gik godt med vægten, og det holdt mig delvist oppe.