på kanten

da jeg først indså hvad der var på vej, gik jeg med til at blive indlagt. men vejen til erkendelse var enorm svær at pejle sig ind på. jeg farede vild ofte, og når jeg endelig mente at have knækket koden, skulle det vise sig at jeg igen var faret vild.

den smalle sti jeg vaklede hen ad bragte en masse forhindringer med sig, og jeg faldt ofte. jeg landede med håndledene mod den beskidte flisebelagte jord og havde svært ved at rejse mig igen. og dét var bare vejen til erkendelse. det tog tid at få børstet jorden af hænder og knæ, og jeg rejste mig aldrig uden skrammer. men de var med til at forme mig, trods alt.

da erkendelsens destination endelig så ud til at være i sigte, skulle det vise sig at den ikke rigtig var til at gribe ud efter. den lå så fjern, at trods mine meterlange arme, kunne jeg ikke nå den. det var måske ikke rigtig tid til at erkende. hvor end jg gerne ville.

tilliden til mig selv var ødelagt, banket ihjel med adskillige slag. hvis man ikke kan stole på sig selv, hvem kan man så give sin tillid? for mit vedkommende; ingen. jeg var paranoid, og forstod ikke hvad der skete, når jeg mange gange prøvede at forklare mig selv, at man godt kunne stole på visse folk. men den manglende tillid til Karina, gjorde skade på alle relationer, der nogensinde havde været i hendes liv.

jeg forstod godt, at for at blive hjulpet var man nødt til at stole på mennesker, der var der for det samme. mistilliden ødelagde min evne til at se rationelt på tingene, og langsomt blev min sjæl mere og mere svær at nå på en konstruktiv måde. det var min egen skyld. - vejen til erkendelse måtte nås før nogen kunne blive lukket ind.

men det var ikke så nemt som man skulle tro. mit splittede sind tillod ikke nogen form for pause fra kaosset, der herskede i mit sind - den sorte og den hvide - den gode og den onde. somme tider var jeg ligeglad med alting, og andre gange bekymrede jeg mig alt for meget. det skabte også en del frustration

fortsættes..