dém!

De u-autoritære autoriteter.

Det kan godt være, at vi er patienter, og dé er personaler. Men hvor går grænsen egentlig? Hvor ofte må man minde sig selv om, at de faktisk ér autoritære, og at man egentlig intet krav har på, at få noget som helst at vide om dem? – selvom de med et snuptag kan komme til at kende hele ens livshistorie? Hvis nogen læser min journal, føler jeg en kæmpe grænseoverskridelse. Selvom de er autoritære, må de give igen. Det sker ofte, at min journal bliver gennemgået af diverse uinteressante mennesker, der enten er studerende og nysgerrig eller læge og ”autoritær”. Hvor mange gange er min journal blevet bladret igennem? Og ikke mindst: hvor mange gange har JEG fået indblik i den? Jeg synes, at læger der ikke vil give aktindsigt er griske og ubehageligt meget overbevist om at de har mere ret til at kende til mig, end jeg selv har. Jamen der står så mange personlige og private ting, og jeg synes, at ingen andre end jeg selv og den ordinerede psykiater, nogensinde skal have lov til at læse ét ord om mig. Der er kæmpe forskel på, om lægen har den i sin taske og så dét, at den ligger fremme på et kontor til skue for alle og enhver kan bladre i den. Hvis der er noget jeg ikke vil fortælle, kan de snildt slå op på en tilfældig side og finde noget info jeg egentlig ikke burde involvere nogen i.

Vi kender lægens fornavn og efternavn, og vi ved at han er psykiatri-studerende. Ved vi overhovedet andet?

Hvor gammel er du? Det må man hive ud af dem, og hvis det endelig lykkes, gør det dem usikre.

Har du børn? ”det er privat” .. har jeg børn? Nej. Hvad fejler jeg? ..bla bla bla.. de ved alt!

Trods deres ihærdige forsøg på at nå ned på vores plan, lykkes det aldrig!