hvem kan svare mig?

"frugten af min skæbne syntes aldrig at kunne høstes. alligevel følte jeg en hvis form for tilfredsstillelse når jeg kunne blive udskrevet med livet i behold. men der gik  ikke mange dage, før jeg igen kunne smage på nedturens syrlige fornemmelse. tankerne blev hurtigt sorte og uoverskuelige efter blot en uge hjemme. jeg tyede til barberbladet efter blot få uger og så var det som at starte forfra. personalernes bekymring førte oftest til en indlæggelse, som med tiden blev til en lang affære. tiden hjemme blev kortere og tiden på lukket afdeling blev længere. alle kendte mig efterhånden, og det var pinligt når man på en gåtur måtte hilse adskillige gange på peronaler fra diverse afdelinger.

mine ture blev værre med tiden, og selvskaden blev mere planlagt end impulsiv. det skræmte alle parter, og det blev til flere og flere dage med fast vagt. min frustration blev større og jeg blev mere sortseende. alle prøvede at hjælpe mig, men jeg syntes ikke at have det store udbytte af andres hjælp. alligevel kunne jeg ikke hjælpe mig selv heller. sengen blev mit tilholdssted, og tit fik jeg nægtet adgang til mit værelse på afdelingen, fordi jeg tænkte for meget derinde. jeg forstod ikke, at nogle fik stuearrest på værelset mens andre (mig) ikke måtte være der.

jeg troede ikke længere på min egen helbredelse, og det var usundt for mig at være til stede overhovedet. for når jeg var til stede tænkte jeg; og når jeg tænkte, blev jeg trist. somme tider var jeg ikke til stede, men det gjorde ikke tingene bedre, for når sådanne situationer opstod, faldt jeg ind i min egen verden; en verden af stemmer, syner og tankeforstyrrelser. jeg var faktisk tankeforstyrret døgnets 24 timer, men det var ikke så mærkbart for mig. alle andre var forvirrede over min tilstand, og min selvskadende adfærd blev mere og mere udspekuleret og fantasifuld. desværre.

jeg følte ingen form for kontrol, og mine tanker syntes at tage mere over for hver dag der gik. alligevel holdt jeg mig oppe, uden at vide hvordan. måske var det musikken, måske var det min ligegyldighed overfor mig selv, måske var jeg bare en fighter? ingen kunne svare.

jeg følte en fred når jeg tegnede, men oftest måtte jeg ikke have en kuglepen til rådighed fordi jeg også brugte den til at skade mig selv med, men hvad kunne jeg ikke skade mig selv med? alt var låst inde, og jeg havde ikke adgang til mit badeværelse, og når jeg skulle bruge det, var det under opsyn. men hvad var ikke under opsyn? de skulle følge hver eneste bevægelse jeg lavede, og mit privatliv syntes at være under alles opsyn. jeg følte virkelig, at hele afdelingen fulgte med i hvad jeg foretog  mig.

ledninger og livremme var bandlyst, og mine bukser hang fordi jeg ikke havde noget til at holde dem oppe. ligesom jeg selv; intet kunne holde mig oppe, fordi alt var taget fra mig. den sammenhæng kunne jeg se! men at sammenligne mig selv med et par forvaskede cowboybukser var lige lovligt optimistisk. jeg følte mig som ukrudt, og somme tider overvejede jeg at spise ukrudtet ude fra haven, bare for at blive fysisk syg. hvad var der galt med mig? alt måtte afledes, i sådan en grad, at jeg nærmest ville gøre alt for at glemme min psykiske smerte og ubehag.

jeg havde ikke tal på, hvor mange medicinstuderende der havde siddet i 8 lange timer og kigget på mig, og fulgt hver eneste lille bevægelse mens de helt sikkert tænkte dårlige tanker om mig; hende der skadede sig selv; hende der ikke kunne være alene.

SØLLE! - det tænkte jeg. jeg er sølle! jeg kunne ikke tåle bare fem minutters frihed uden at jeg hang oppe i loftet og fiskede efter en el-pære, eller lå på badeværelsesgulvtet og hev efter vejret med en forbinding bundet stramt om halsen. jeg måtte ikke have forbindinger på mine mange sår, så min hud var efterhånden krabbe-rød efter de mange plastre der sad over det hele, som min hud ikke kunne tåle uden at slå ud. forbindinger var bandlyst i alle steder i nærheden af mig, fordi jeg brugte dem ufornuftigt, men hvad var efterhånden tilladt?

hvad ville jeg?