når fornuften kommer på afveje

”Ofte tænkte jeg: hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkte jeg den tanke færdig: hvad er meningen med livet?

Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig. Men min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på den lukkede var egentlig ikke lang. Men tiden udenfor var bogstavelig talt heller ikke lang! Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på. Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er det meningen med deres liv^? – og er meningen med mit, at være indlagt? Dette var en skrækkelig – men realistisk - tanke.  Verden blev pludselig meget underlig, men ikke ligeså underlig, som jeg sandsynligvis var. Min egen eksistens blev stort så ligegyldig som alle andres. Hvorfor skulle jeg være institutionsbarn? Hvorfor var meningen med MIT liv, at være indlagt – var der ikke andet, jeg kunne finde ud af? Til tider tvivlede jeg. Jeg var skrup-forvirret i mit lille hoved, og måtte efter lang tids undring, sande at jeg ikke kunne svare på det spørgsmål.

Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Måske havde jeg givet op for en stund, men ingen påstod at håbet ikke kunne komme igen. Kun jeg. Jeg vidste ikke om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro. Og hvor nemme er tingene så? Min frygt for sandheden var, trods alle mine forsøg på at indse den, rigtig svær at overkomme. Der var ingen at hive fat i, som var i samme båd. Jeg var alene på tømmerflåden på det store, mørke hav. Hvad gør man så? Jeg tyede til de velkendte løsninger, som på ingen måde var konstruktive, men som jeg var tryg ved. Jeg kunne udrette mirakler på negativ vis, via min opfindsomhed. Jeg kunne finde løsning på ethvert selvskade-problem. Ingen kunne læse mine tanker, og det udnyttede jeg.

Min tilstand stod stille, og jo mere jeg tænkte, jo mere underlig blev jeg. Væskevablerne på mine håndled blev ved med at vokse, pletten i mit hoved blev større, og mine ar forblev sår. Tilliden til mig, blev - fra deres side - kun mindre. Og frustrationen over deres overgreb blev større. Altid var jeg på vagt for at finde enhver given lejlighed til at skade mig selv, og de var på vagt for at forhindre mig i at udøve selvskaden. Nogle gange lykkedes det mig; nogle gange lykkedes det dem.  

Nogle personaler gav mig råd til hvordan jeg kunne få det bedre, og ofte tænkte jeg: hvad fanden ved de om noget som helst? Andre gange tænkte jeg: hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de siger? Min ambivalens strakte sig over hele min rygsøjle, og forvirringen overtog størstedelen af min hjerne. Jeg følte ofte at jeg ikke eksisterede på plan med nogle andre, fordi jeg var så forvirret, trist og magtesløs.

Det var også svært at finde ud af hvad jeg egentlig ville. Der var så mange retninger at rende i, og jeg stod med et ben i hver retning. Pludselig blev jeg til et tusindben. Manglen på vilje var mærkbar, især overfor mine pårørende. De var ligeså frustrerede som jeg, hvis ikke mere. Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle sige til dem, for de var kede af at høre at alt gik i den forkerte retning. Efterhånden sagde jeg ikke rigtig noget til dem, fordi der intet positivt var. Jeg var alligevel afhængig af at snakke med dem, fordi de var min eneste forbindelse til ”virkeligheden”, og den behøvede jeg! Selvom samtalerne var tomme ord, var det rart for mig. Alligevel havde jeg enormt dårlig samvittighed overfor dem, for jeg følte mig som den mest dårlige datter, søster, kusine og moster. Jeg ville så gerne leve et liv tæt på min familie og veninder, uden at være afhængig af dem. Som andre 20-årige. Men noget holdt mig tilbage, og holdt sygdommen i skak. Min intelligens blev ikke brugt til andet end at tænke, tegne og skrive. Selvom det blev nogle flotte tegninger, følte jeg mig nedgraderet til ukrudt.

 Men min værste fjende var mig selv. Der var ikke ét menneske, der antog at jeg var ukrudt når de så mig, og jeg blev ikke overhældt med ukrudtsfjerner, men i stedet med en masse kærlighed. Kærlighed jeg ikke kunne tage imod. Alle prøvede at hjælpe mig, men min eneste redning, måtte være mig selv. Ingen kunne gøre arbejdet for mig. Men jeg var ”doven”. Jeg gad vitterligt ikke kæmpe kampen; for det havde jeg gjort i snart otte år, uden særlig megen bedring. Når jeg så mig selv i spejlet tænkte jeg ikke længere ”hvor er du grim”, jeg tænkte mere: hvor er jeg ligegyldig og ligeglad.

Jeg var ikke ligegyldig. Men følelsen af, at være ligeglad førte til ligegyldigheden. Sandheden var, at for mig var andre mennesker ligegyldige, og jeg var alt. Jeg betød så meget for mig selv, at jeg ikke turde føle. Jeg turde ikke erkende at jeg faktisk havde en betydning for andre mennesker, og ikke mindst mig selv. Det var kernen. Hvordan skulle jeg få betydning for mig selv, før jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg var noget værd? Alle er noget værd, men i det øjeblik var jeg intet. Blot ukrudt, der voksede alle de forkerte steder.

Men det ændrede ikke på min holdning til livet. Og min holdning til mig selv. Eller rettere sagt: jeg havde ingen holdning til mig selv. For ligegyldigheden var så stor, at selv ligegyldigheden blev ligegyldig.

Medicinen syntes ikke at have den store gavn, men hvorfor skulle jeg forvente det? Jeg var for alvor nede og smage på jorden. Min nedtur havde udviklet sig til en eksistentiel krise, som syntes uoverskuelig at kunne løse. Men hvad siger man til sin familie, når man har det sådan? ”det går ikke fantastisk godt i dag” eller ”det går op og ned” eller whatever. Ingen ville kunne forstå min situation, men det var også svært for dem, når jeg ikke kunne forklare hvad der skete indeni mig. Jeg turde ikke prøve, for uvisheden fra deres side gav mig tryghed.

”har du duftet til blomsterne?” ..nej det har jeg ikke, og før jeg har gjort det, er der ingen vej ud af sygdommens afhængighed.