tavshedens fange

når det blev svært turde jeg ikke snakke med Nogen. for når Nogen fik alting at vide var det ikke godt. jeg fik stor skyldfølelse over at jeg havde det dårligt. men hvorfor skulle jeg få det? jeg gjorde ikke noget for at såre Nogen. tavsheden var nemmere at håndtere. det gjorde ikke så ondt. jeg følte mig som en fejl i forvejen, så hvorfor forstærke den følelse? det var min egen skyld at jeg sad i dette kaos, så hvorfor brokke mig? Nogen mente at jeg skulle gøre alting anderledes, og at jeg ikke havde viljen til at komme videre. måske var det rigtigt. men det var hårdt at få at vide. jeg ville ikke såre Nogen, men jeg følte alligevel at jeg ikke gjorde andet. jeg havde ikke overskud til at ændre på tingene selv, så derfor fik jeg hjælp til at øve mig i det. det var svagt. SKUFFET! jeg blev ved med at høre det ord i mit hoved. jeg kunne ikke glemme det. hæng dig ikke i fortiden, fremtiden eller nutiden, du skal bare ændre på din situation, så bliver tingene forhåbntlig bedre. men hvem troede i grunden på dét? ikke jeg, og ikke Nogen andre. man havde vel altid et håb, men troen var så godt som taget fra mig. hvem havde stjålet den? anede det ikke. måske havde jeg smidt den i skraldeespanden samtidig med det selvværd jeg ikke længere kunne buge til noget. hvorfor kunne jeg ikke være normal?

det var underligt at Nogen kunne påvirke mig sådan. det var virkelig som at blive sparket til, når jeg lå ned. jeg elskede Nogen! men hvorfor skulle Nogen være så hårde  ved mig? jeg var sikker på at dét, at være tavshedens fange var nemmere end igen og igen at blive pillet ned og blot være et skuffende element.