tillidens konsekvens

når jeg fortalte nogen om mine tanker, vidste jeg efterhånden, at det ikke blev mellem os, men at samtlige personaler og læger vidste det højst en time senere. frustationen over at alle skulle kende til min livshistorie, nuværende situation, tanker og følelser samt holde øje med mig døgnet rundt, pinte mig grænseløst. pivatliv var der intet af. jeg var magtesløs, for nu var jeg endnu en gang i deres hænder, og havde ingen stemme der kunne høres.

altid havde jeg følt indlæggelser som en stor hjælp og et break fra tidens uudholdelighed, men nu var jeg pinlig og skamfuld over at være endt der igen. forståelsen fra omverdenen manglede samtidig, og jeg kunne hverken gøre fra eller til nå det gjaldt deres holdninger omkring mig, indlæggelser og nedture.

at forklare min sindstilstand var et kæmpe problem for mig, da jeg havde rigtig svært ved at sætte ord på. men jeg prøvede alt hvad jeg kunne. at skrive det ned syntes meget lettere for mig, men jeg fik aldrig formidlet det videre til nogen anden end min notesbog, som jeg havde med mig over alt. men hvad skal jeg bruge det til, når det er alle de mennesker der bekymrer sig om mig, som egentlig burde have en signeret eksemplar?

angsten for at fortælle mine kære om mine tanker var en eksploderende, tildsindstillet bombe, som kunne springe når som helst. men jeg vidste jo godt, at for at opnå bare en lille form for forståelse, måtte jeg ud med det. alligevel holdt noget mig tilbage, og den lille splint der sad i vejen, gjorde alt for meget skade; både på mig og mine medmennesker.

men lægerne mente at vide bedst, og jeg fulgte deres råd i det omfang jeg magtede.. dog ville jeg ønske at nogle ting kunne forblive mellem mig og én enkelt person, jeg havde tillid til.