vi er jo ret stærke

Vi er jo ret stærke

Man siger, at mange selvskadere er nogle opmærksomhedskrævende teenagepiger, som ikke har andet i hovedet end dem selv. Men det er sjældent tilfældet. Fårene bliver hurtigt skilt fra bukkene, når der er tale om selvskadere og opmærksomhedscuttere.  Forstå mig ret, når jeg siger at jeg, som har skadet mig selv i 8 år, ikke gør det for opmærksomheden. Så var jeg ikke blevet ved. Men der er mange af den anden slags, det er jeg godt klar over, men ofte er det piger, som har set eller hørt om det, og skal prøve det af. Rigtig mange falder fra efter få, overfladiske snit, mens andre bliver siddende i det mange år ud i femtiden. Jeg respekterer også opmærksomhedscuttere, hvis de ikke kun gør det for at blive set, men fordi det rent faktisk har en lindrende virkning. Men sådan er det sjældent for unge piger, der bruger det til ren fremvisning. Dét forstår jeg ikke! Hvis man skader sig selv, er det ikke for at vise verden at man har gjort det, men fordi man får noget ud af det rent psykisk. Om det bliver set eller ej, er efterhånden mig ligegyldigt, men det skal ikke handle om det. Jeg ved godt, at opmærksomhedscutterne er sarte sjæle, og det er også derfor de oftest stopper hurtigt igen.

Vi må erkende, at selvskadere, som jeg selv, er nogle meget stærke mennesker, som kan tåle den enorme fysiske smerte, men som falder hurtigt ned over psykiske belastninger. En indbygget følelsesmæssig ambivalens, som gør sagen kompleks, til tider ud i det ekstreme. Man ser ofte en psykisk sygdom hos den, der skader sig selv voldsomt, og den lindring det giver, at skade sig selv, kan blive helt uerstattelig. Det bliver et drug for nogle, og mere vil have mere.

Vi er stærke, men ekstremt sårbare overfor al følelsesmæssig stress eller belastning. Vi er skrøbelige og udholdende!