at føle eller ikke at føle

Den nærdepressive tilstand syntes at vare ved efter indlæggelsens 2. uge, og bedringen var stadig langt væk fra mit åsyn. Min psyke tilladte mig ikke at føle nogen gode ting, eller overhovedet at føle. Det var essensen af min tilstand: ikke at føle kontra at føle alt. et sorthvidt skråplan, med høje bølger der skyllede de små væk og omvendt. Det skete da, at bølgerne tog mig med højt op, men samtidig måtte jeg forberede mig på at falde ned igen efter blot to sekunder.

Så hvad var værst? At føle alt eller ikke at føle? Mit sind opbyggede et værn mod omverdenen der indeholdt et skjold af manglende følelser. Mit skjold var kæmpestort men hvis man gik om bagved, ville intet se anderledes ud. Magtesløsheden skabte en bred vifte at forsvarsmekanismer, men dem der kunne se gennem skjoldet, kunne også se, at jeg, trods alle mine forsøg på at flygte fra omverdenen og sandheden, stadig blev stående i det samme lille hjørne med det ligegyldige skjold og gemte mig for alle andre. – men den, jeg allerhelst ville gemme mig for, var mig selv