dobbeltverden

”Når det ikke lykkedes første gang, vil det heller ikke lykkes næste gang.”

Jeg sagde altid til mig selv, at det var det, jeg ville. Prøvede at overbevise verden om at de var det, jeg ville. Men mit ihærdige forsøg på at tage mit eget liv hver dag i over en måned, fik mig senere hen til at stoppe op og tænke: der er en mening med livet, og det er ikke at skabe sorg hos sine kære.

Men den tanke sad ikke fast. Som de fleste andre Borderlinere havde jeg et enormt ustabilt følelsesliv og ikke mindst – for mit vedkommende – flyvske tanker. Det ene øjeblik kunne jeg føle en åbenbaring, og det næste øjeblik ville jeg dø. De skete mange gange at jeg besluttede mig for at leve, men ligeså ofte forsøgte jeg at tage mit eget liv. At jeg ikke kunne kontrollere mine angreb på min eksistens gjorde mig både bange og stolt. Der var mange af mine bekendte, som havde Borderline, der sikkert ville elske at høre om Karinas selvskade, mens mine pårørende ikke ville høre tale om Karinas selvskade.

Min dobbeltverden rummede mange geniale tanker, men også nogle enormt selvudslettende forestillinger om min egen eksistens. Til tider var jeg kunstner, nogle gange blot ukrudt og andre gange helt normal. Den småpsykotiske måde at leve på gjorde mig træt, og den gjorde min omverden træt. Måske var det Borderline, måske var det bare mig. Men jeg tænkte ofte: hvorfor er jeg sådan?

Sygdommens spindelvæv syntes at have fanget mig og svøbt mig ind i afhængighed. Jeg var blevet afhængig af min sygdom - Selvom jeg ikke ønskede det. Selvskaden og psykosen havde sat sig fast i både min krop og min sjæl. Alligevel fungerede jeg; jeg kunne dyrke motion, jeg kunne male, jeg kunne skrive. Og disse ting var jeg rigtig god til. Oveni dem lagde jeg kræfter i at prøve at klare hverdagen. Dét gik også rigtig godt, på trods af at jeg i lange perioder overhovedet ikke kunne være alene. Det var modsat min hverdag, som var præget af ro, orden og funktionalitet.