menneske+

Jeg render rundt og tror en masse, og er sammen med nogle mennesker jeg ikke burde regne med. Især ikke når deres holdninger er taget ud af diverse bøger, som er den eneste grund til at de har dem. Jeg ved godt, at man er klog når man kan citere samtlige folk, som har skrevet om psykologi og psykiatri, men hvad er man klog på? – livet eller meninger trukket i en automat? Man skal ikke besvare alle spørgsmål med fakta – det er ikke noget værd. Man skal selv have nogle personlige erfaringer for at være klog, hvert fald klog på livet.

Jeg ved ikke om jeg er klog på livet, men jeg har været gennem en masse, som har gjort at jeg har en del erfaring. Men der er også den almene erfaring, som jeg måske mangler. De ting, der sker mens man er i de svære teenageår, har jeg været fredet for. De fleste af mine teenageår blev tilbragt på afdelinger og bosteder, og jeg har derfor ikke oplevet hvordan det egentlig er at være teenager i det danske samfund. Jeg er derimod en af de få, der har en masse i rygsækken omkring dét at være indlagt i så lang tid, at det føltes som altid.

Jeg vandrede op og ned af de hvide gange, af og til med hænderne for ørene, og næsten altid bundet ind i forbindinger som en zombie. Jeg var sårbar og viljestærk, og vidste alt om hvordan man kunne snyde de hjælpsomme sjæle, der gjorde deres arbejde: at passe på de fortabte, små sammenkrøllede hårbolde, der ikke kunne noget selv. De stjal vores selvstændighed og lagde os i vuggen, som vi først kom ud fra når vi svor at vi nok skulle gøre som de sagde.