menneskeangst

Bestemte følelser og situationer gjorde mig opmærksom på, at jeg eksisterede. Det var ubehageligt at blive gjort opmærksom på, for eksistensen syntes altid svær at håndtere. At jeg eksisterede, var også lig med at jeg i alle sammenhænge blev vurderet af andre mennesker. Det var angstprovokerende at vide, at alle jeg mødte på min vej havde en mening om, hvad de så og hørte.

Derfor tyede jeg til selvskaden. Især når jeg mødte modgang, oftest i situationer hvor jeg havde at gøre med mennesker som måske kunne tænke negativt om mig.

Der var så mange negative ting ved min adfærd og mit udseende, hvor jeg malede fanden på væggen over selv den mindste hændelse eller dårlige hår-dag.  Det gjorde mig oftest isolationssøgende, samtidig med at jeg havde en kæmpe angst for at være alene. Det meste af min tid blev tilbragt med personalet fra mit bosted, da jeg i selskab med dem, vidste at de ikke dømte ligeså meget som mine jævnaldrende medbeboere, eller blot et menneske jeg mødte på gaden. Min negative forestilling om unge mennesker på omtrent min egen alder bundede nok i at jeg selv dømte i stor stil, men det var jeg ikke just glad for. usikkerheden omkring min egen identitet syntes at blegne i forhold til alle andres, men det havde ingen forbindelse til virkeligheden.