tålmodighedens hus

”det var ikke aftalen”

De måtte ikke sige andet. Der var regler for den omsorg de måtte vise. Bæltet var klar 2 minutter efter alarmen havde lydt. Jeg var ikke bange. Det var sket så mange gange før. Det var ligeså meget rutine for mig, som for dem. Mine hænder og arme var mørkerøde af blodet jeg selv havde fremtvunget ved at føre barberbladet gennem min hud adskillige gange. Psykosen stod for døren, det kunne både de og jeg mærke. Den opkørte situation gjorde mig altid psykotisk, og det var bare et spørgsmål om tid før jeg lå og vred mig i bare angst, på grund af de mange remme, som var spændt fast til både mig og sengen. Selvom det var grænsende til vane for mig at ligge der, var det lige svært hver gang det skete. Jeg var smurt ind i tårer i hele ansigtet, og min puls var tårnhøj. 1-2-3, var der en der råbte, og så trak de sig væk fra sengen, som nu stod midt i rummet med mig liggende. grædende, angst og psykotisk. Det var ikke så meget stemmer der plagede mig, det var mere den svære følelse af ikke at have nogen kontrol over mig selv, og så dét, at jeg ikke var kontaktbar på nogen tænkelig måde. Mine egne tanker fyldte for meget.

Det var hårdt at ligge der hver dag. En sådan situation foregik hver dag i den svære tid på ungdomspsykiatrisk afdeling. oftest om aftenen, og så blev bæltet løsnet når jeg faldt i søvn.

Deres tålmodighed var ubegrænset. Det var derfor jeg var så glad for at være der. Jeg kunne skade mig selv hver dag, og ville stadig blive fulgt til skadestuen med et omsorgsfyldt blik, der ikke veg fra mig. Nogle blev hentet af portører, men jeg fik altid min kontaktperson med mig.

Den spinkle, grædende og angstfyldte pige fik endelig den omsorg hun havde bug for. Jeg blev lukket ind i deres hjerter, og jeg vidste at det skulle kræve meget energi før jeg ville blive lukket ud i kulden igen. Alligevel forsøgte jeg at skubbe dem væk fra mig. Det var grænseoverskridende at nogen holdt så meget af mig. Det var jeg ikke vant til. Angsten for at give mig hen til omsorgen var stor, men samtidig hungrede jeg efter den. Min tillid til mig selv var totalsmadret, og tilliden til andre ligeså. De havde mig i deres magt, tænkte jeg. Og en dag indså jeg at jeg måtte give dem noget tilbage. Ambivalensen plagede mig; skulle jeg vise dem min gode side eller min dårlige side? Jeg havde valget. Jeg følte, at jeg selv bestemte, men det blev til en dårlig blanding af modsatrettede udtalelser og handlinger.