forglem ej ånden.

”efter jeg var kommet på plads det nye sted, fandt jeg ikke just ro ved den nye situation. Alt det nye gjorde mig modløs. Trygheden var brat taget væk fra mig. Jeg følte ikke længere nogen sikkerhed ved at være anbragt, snarere en øget risiko. Risiko for at tingene ville gå helt galt. Men jeg var ikke bange; for jeg vidste samtidig at der ikke ville ske mig noget. Det nye kapitel af mit liv var nu begyndt: et kapitel der indeholdt ansvar, selvstændighed og ikke mindst det faktum, at jeg nu skulle lære at passe på mig selv.

Var jeg klar?

Jeg var blevet pakket ind i vat i 6 år, og det var nu tid til at frigøre mig fra alle de mennesker der ikke troede på, at jeg nogensinde ville blive rask. Faktum var bare at jeg, efter 6 år med konstant selvskade, længerevarende psykoser og uendeligt mange selvmordsforsøg, selv var blevet helt sikker på, at det aldrig skulle blive bedre. Men jeg vidste nu, at den indstilling måtte ændres. Ellers ville det blive på den måde.  De mange læger, sygeplejersker og psykologer skulle ikke have ret. Og det sidste ord i min journal måtte ikke blive ”selvmord!”. det var nu eller aldrig, men jeg var ikke klar. Jeg var ikke klar til at lægge selvskaden fra mig, var ikke klar til at lukke en masse fremmede mennesker ind i mit liv. Og jeg var ikke klar til at blive konfronteret med alt det, der gjorde ondt. Jeg var motiveret, men ikke i stand til at ændre på tingene.

Tilliden til andre mennesker, og ikke mindst mig selv, var på nulpunktet. Jeg var i depressionens spind, og måtte bare vente på foråret. Jeg vidste, at tingene ville blive bedre dér. Men når jeg var i helvedet, var jeg i helvedet, og det ville blive svært at komme ud. Jeg magtede ikke at kæmpe imod de negative tanker - men samtidig var der ikke noget andet jeg hellere ville."