blottet for virkeligheden

”Da jeg for godt en år siden stoppede op midt på vejen på en gåtur med en sygeplejerske, befandt jeg mig for første gang i virkeligheden. Den virkelighed hvor man godt kan dø. Den virkelighed hvor folk ikke er vant til sindsforvirrede mennesker der gør de mest sygelige ting. Jeg var ét af de mennesker, der var ligeglad med verden. Ligeglad med den billist der måtte bremse hårdt for ikke at ramme mig. Det var enden på den gåtur, og sygeplejersken måtte slæbe mig med tilbage til lukket afdeling, hvor jeg havde været i 100 år. I det sekund jeg stoppede op, tænkte jeg ikke. Jeg tænkte ikke, at jeg ville dø, men samtidig tænkte jeg heller ikke på at jeg ville leve. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke trist. Jeg havde ikke selvmordstanker, jeg var bare tom. Tom og magtesløs. Min situation var fastlåst, og i det sekund jeg blev stående midt på den trafikerede vej en tidlig aften, var det som om at øjeblikket blev til en evighed. Evigheden hvor det er enten eller, man venter bare. Og er ligeglad med udfaldet.

Hvor må de mennesker hade mig ”