et "særtilfælde"

"når tingene gik helt galt - og forinden i øvrigt - hældte de masser af medicin på mig. jeg blev til en omvandrende dødsskikkelse. de havde de bedste intentioner, men bagsiden af medaljen var, at min krop blev underlig. jeg kunne sjældent huske hvad jeg lige havde sagt, hvad andre sagde til mig, og hvor jeg var.

det var noget af det værste: når jeg ikke vidste hvor jeg var. jeg kunne sidde i tv-stuen og pludselig blive så forvirret at jeg måtte spørge alle omkring mig, hvor jeg var. angsten begyndte også at melde sig, og jeg blev lige så stille ført ned til mit værelse, som var det eneste sted jeg følte tryghed.
det meste af tiden blev også tilbragt der. jeg hørte radio og tegnede. de ting, der gjord min angst mindre. jeg opfandt mine egne overlevelsesstrategier, så jeg kunne få bare lidt ro.

medicinen var det eneste emne når jeg snakkede med lægen. men jeg havde det også på en sådan måde, at det var den eneste måde jeg kunne blive mindre forpint."