”et stort hul i væggen slår ikke hullet i min sjæl”

"Der var kaotisk i mit hoved, og rastløsheden gjorde mig desperat. Ingen form for medicin eller samtale syntes at kunne løsne op for spændingerne, der var ved at drive mig til vanvid. Efter en stor dosis beroligende slog det klik, og må vej ned til sengestuen for enden af gangen sparkede jeg til væggen, hvorefter min sko efterlod et stort hul i gipsen. Der rendte 4 sygeplejersker efter mig, og jeg forklarede stortudende at min tilstedeværelse var fuldstændig uudholdelig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og at det i øvrigt ikke var meningen at ødelægge væggen.

Jeg smed mig i den sjælsforladte metalseng jeg havde sovet i mange nætter uden at føle angst. Men nu følte jeg angst. Jeg var oppe i det røde felt og ville for alt i verden bare have lov til at skade mig selv, og jeg ville for alt i verden have at de forhindrede det. Jeg vidste at jeg ville ende på lukket afdeling hvis jeg skadede mig selv, og i øvrigt også hvis jeg stak af, eller ødelagde yderligere inventar.

Lægen havde jeg snakket med kort forinden, og hun mente ikke at jeg samarbejde nok. Det gjorde mig sur. Jeg var selv stolt af, at jeg efterhånden kunne kommunikere ud, hvordan jeg havde det indeni. Jeg signalerede når jeg havde brug for ekstra medicin, og det blev også et flittigt værktøj for dem, når den var gal.

Samarbejde var vel deres nøgleord, men jeg vidste ikke hvad de forventede. Stemmen optrådte i mit hoved næsten konstant. Nogle gang kunne jeg holde det ud, andre gange kunne jeg ikke.  Personalerne var meget interesserede i, hvad der blev sagt, men jeg svarede altid ”jeg forbeholder mig retten til ikke at udtale mig”. Jeg kunne på ingen måde verbalisere alt det der foregik i mit hoved. Sådan var det altid. Selvmordstankerne blev heller ikke sagt højt, jeg svarede kun ja eller nej hvis jeg blev spurgt direkte. Ingen måtte lukkes ind i dét, jeg vil betegne som KARINAS HELVEDE. Hvis jeg lukkede nogen ind, ville jeg føle mig blottet for alt muligt andet end blot min krop som f.eks. når jeg gik i bad med en fast var siddende ved siden af og holdt øje med mig. Jeg følte at mine tanker var alt jeg havde tilbage, som de ikke kendte 100% til. Sådan var det hvert fald blevet. Engang ville jeg gerne have deres hjælp, og sad time ud og time ind hos psykologer og psykiatere og blottede min sjæl. Det er længe siden nu. Hvert fald har jeg ikke længere nogen at stole på, og egentlig heller ikke nogen, jeg syntes ville have gavn at af vide noget. Jeg ville beskytte mig selv, og mit skjold at velplejet hud, opsat hår og blå øjne, kunne oftest stå distancen. Men ikke altid. Når eg brød sammen var det også uden at fortælle hvad der skete indeni mig. De vidste når den var gal, og behøvede ikke megen forklaring; så stod de med pilleglas med en hvid og en gul, som jeg skulle sluge, om jeg ville eller ej.

Der var nu ikke så meget de gjorde galt på afdelingen. Det var nok mere mig der ikke passede ind overhovedet. Jeg var det sorte får; på grund af min alvorlige selvskade og konstante hørehallucinationer samt siucidal tanker – som de egentlig ikke kunne rumme.

-          Men helt ærligt tror jeg, at de bare venter på dråben der får glasset til at flyde over, så de kan overflytte mig til lukket afdeling igen.

Det var trist, at tingene var på den måde, ikke fordi jeg nu skulle have meget mere ansvar en hidtil, men fordi jeg ikke var helt klar over hvad deres plan men mig egentlig var. Skulle jeg hjem herfra, eller måtte det blive lukket afdeling? Jeg ville gøre mit bedste for at få lov til at blive her, men samtidig vidste jeg heller ikke hvad de tænkte om det; om jeg stod med et ben i begge lejre, eller om deres plan var at medicinere mig ud af krisen. Eller hvor længe det ville tage for den sags skyld. Uvidenheden var svær at leve med. Små ting som medicin gjorde mig forvirret. Hvad fik jeg? Hvor meget fik jeg? Hvorfor fik jeg det?

Jeg ventede med længsel på en kopi af behandlingsplanen så jeg kunne få bare et lille indblik i, hvad lægen tænkte om hele min situation. Hvis hun overhovedet tænkte noget - man ved aldrig, vel?

Personlig skærmning havde været nødvendigt i perioder, og det var pain in the ass! Samtidig var jeg tryg, idet jeg så ikke kunne skade mig selv, og derfor; ikke blive overflyttet til lukket afdeling. Jeg var jo ikke ligefrem happy face, men hvem er det på psykiatrisk afdeling? – de blev ikke overflyttet. Men jeg blev varslet det hver dag. Jeg fik altid at vide at jeg ikke skulle sammenligne mig med de andre, da vores sygdomme er forskellige. Men man kan ikke lade være at sammenligne.

Hvis mennesker ikke sammenligner hinanden med sig selv, var der ingen normer og uskrevne regler. Der var ikke noget der hed ”mode”.. jamen hvordan ville verden se ud hvis vi ikke så længere end til vores egen næsetip? Mennesker har brug for hinanden. Det kan godt være at de samme ting giver forskellige konsekvenser, men 2 lignende handlinger fra 2 mennesker i samme situation burde ikke give konsekvenser der går fuldstændig modsatrettede. Dét grublede jeg meget over, men nok mest fordi det var mig der måtte tage skraldet og blive overflyttet til lukket afdeling.

Min sjæl manglede en vigtig del. Den del der giver mod, glæde, kærlighed og liv. For liv var der ikke. Kærligheden var der ikke. Glæden var der ikke. Men jeg var klar over at det kom igen. Desværre er min sjæl lige så ødelagt som væggen med det skoformede hul, der sikkert først bliver fikset om nogle uger. sådan er begges skæbne nok."