kampen om Karina

”Karina havde ofte selv indflydelse på, hvad der skete i hendes liv. Men hendes måde at handle på, gav tit store problemer. Tilliden til og fra Karina var totalsmadret, og ville nok tage en evighed at genopbygge. Men ville hun kunne rumme gensidig tillid? Var hendes sind så smadret, at hun ikke længere kunne føle ægte og reelle følelser? Følelsesmæssigt var udsvingene så store, at uforudsigeligheden tit gjorde det svært at tackle hende. Og dette gjaldt både for hende selv og andre.

 

Kampen om Karina begyndte for 21 somre siden. Alle kampe starter når et barn fødes, spørgsmålet er bare, om kampen er udholdelig eller ulidelig. Hun blev et underligt  barn – sådan lød det hvert fald fra alle mennesker, der havde med hende at gøre. Især de mennesker, der havde nogle klare forestillinger om normerne for et barns opførsel.

Men hun var måske ikke underlig og anderledes. Måske snarere et levende og markant tegn på, at ingen mennesker var ens. Undtagelsen der bekræfter reglen? At skille sig ud fra mængden var tilsyneladende ikke tilladt alle steder, og mange år ud i fremtiden døjede hun med dette. Smertefuldt og frustrerende, og samtidig svært at holde fast i sig selv. Men det gjorde hun , og til tider tvivlede hun på, om det var det rigtige at gøre. For hvem gider skille sig ud et sted, hvor alt handlede om at passe ind? Frygten for at blive lukket ude var reel, da Karina altid stod ude af balance og med det ene ben inde i varmen og det andet ben i en spand med cement der langsomt var ved at størkne. Gruppen var det mest attraktive sted man kunne opholde sig, men cementen tog mere og mere fat i Karinas svage og skrøbelige fod, og syntes at være hendes nye ståsted i livet. Gruppen forsvandt længere og længere væk, og Karina stod tilbage, men den ene fod i cement og den anden forladt af dem, der engang var med; med i den attraktive gruppe, hvor man fik bekræftelse og omsorg. Siden har Karina aldrig haft et ståsted i livet, hun harkunne været tilfreds med."