mennesket Karina

"Somme tider var jeg glad, somme tider var jeg trist. Men grundstemningen i mit sind var altid en paranoid forestilling om hvordan verden virkelig var. Jeg troede ikke på det, jeg så. Det hele måtte være løgn. Hvorfor skulle verden være så ond i virkeligheden?

Var det mig selv, der gjorde verden til et dårligt sted? Var det min forestilling den var gal med? Jeg vidste godt, at jeg til tider var lidt virkelighedsfjern, men direkte blind, nægtede jeg at tro på. Der måtte være noget om snakken, når jeg gang på gang oplevede den ondskab folk kunne udsætte hinanden for.

Var verden ond, eller gjorde menneskene den ond? Jeg følte en masse had og ondskab gennem hele min barndom – og ungdom for den sags skyld.

Der findes så mange reelle mennesker, der vil gøre gode ting ved folk, de holder af. Men de var sjældne, og man skulle holde godt fast når man var så heldig at møde dem. Jeg prøvede. Prøvede at holde fast, men min egen forskruede personlighed gjorde at jeg uvildigt skubbede folk væk fra mig. Dem jeg holdt mest af, forsvandt enten, eller blev ved med at høre på mine klager over verden og ikke mindst mit selvynk.

Kunne jeg have gjort noget anderledes? Kunne jeg have holdt fast i de mennesker, der var gode? Skulle jeg droppe det dårlige selskab, og tænke mere på mit eget velbefindende? mit velbefindende var i øvrigt højt prioriteret altid. Måske for højt. Det hæmmede mig, at jeg undgik mennesker på grund af min egen usikkerhed, og jeg bildte mig selv ind at det var bedst på den måde. Men isolation var ikke sundt. Tværtimod. Men det var en del af min problematik at undgå unødig kontakt. Asocial ville nogle kalde mig. Jeg bildte mig selv ind at jeg var selektiv i min måde at omgås andre mennesker på.

 Det var selvfølgelig en stor omgang vrøvl. Spørgsmålet var nok noget om tryghed. Og utryghed. Jeg kendte nogle mennesker, og der var mange jeg ikke kendte. Dem, jeg kendte var de mest betydningsfulde i mit liv, og dem jeg ikke kendt, var stort set ligegyldige. Og alligevel ikke. Jeg søgte altid anerkendelse. Og når jeg fik det, var jeg meget taknemmelig. Lige meget hvem der viste bare den mindste smule respekt.

Respekt havde jeg aldrig rigtig følt mig overøst af, men dem der gav sig tid til at rose mig, eller det jeg lavede, var jeg evig taknemmelig."