modsætninger mødes.

DAGBOG D. 4/11 2012

 

jeg er træt. træt af at være syg, træt af at være omfavnet af psykoserne, depressionerne og den tiltagende angst. jeg har ikke lyst til at være trist, men andre magter bestemmer for tiden. jeg tror ikke på medicin, som tydeligvis heller ikke virker på mig - lige meget hvor meget jeg tager. når sygeplejersken banker på og kommer smilende ind ad døren med et blåt bæger med pillerne der gør mig til alt andet end et velfungerende menneske. jeg føler mig i øvrigt ikke som et menneske mere, snarere et omvandrende udyr, der endnu ikke har fundet grunden til grusomheden og hvorfor tilstanden synes at vare ved. det er underligt at føle sig levende og død samtidig, men aktuelt er det et faktum. al den sløvende medicin og konflikterne udmatter mig. jeg ville ønske at jeg var hjemme, men ligenu er det ikke et alternativ, for hvad ville der så ske? virkeligheden er, at ambivalensens spind gør mig både bange og opsat på at skade mig selv. der er ingen ensrettede følelser i min tankegang, og forvirringen omkring min egen eksistens drager mig til overdrevne handlinger uden nogen form for sammenhæng med, hvad jeg virkelig vil. jeg vil jo gerne leve, men jeg vil ikke være syg. frustrationen omkring menneskerne omkring mig, som ikke forstår, gør mig både vred og trist. at der ikke er nogen, som kan sætte sig ind i det helvede jeg gennemlevede hver dag, men hvad skal jeg forvente af folk, som har læst sig frem til deres viden?

 

DAGBOG D. 12/11 2012

Al den medicin jeg får, gør meget andet end at sløve mig. Den motoriske uro forsvinder. Stemmerne bliver svagere for hver dag der går. Depressionen blegner. Jeg er begyndt at bevæge mig oftere og oftere ud i fællesrummene, tale med de andre patienter. Jeg er landet et sted hvor man kan snakke med de andre. Det er fantastisk at være et sted hvor man føler sig tryg, og tilmed tilpas. Mine symptomer langt fra væk, men jeg kan i disse dage tage afstand fra impulserne og glæde mig over fremskridtene. At være ude at gå en tur for første gang i to uger gjorde mig godt, og at mærke blæsten i håret er virkelig en nydelse når man har været spærret inde. At slippe af med den faste vagt, og faktummet at jeg nu kan gå i bad uden opsyn, at jeg kan gøre lige hvad jeg vil – det er fantastisk.