når én, man elsker, bliver indlagt del 2

Mange af mine medpatienter savner. savner deres livspartnere, deres børn, deres husdyr, og ikke mindst dem selv. Alle er sårbare, og har oftest fungeret optimalt inden de måtte overgive sig til psykiatrien. Psykiatrien har reddet mange liv, men ude fra set, kan der samtidig siges en masse dårlige ting om forehavendet. Det kan dem, der er i systemet, sikkert også.

Da jeg lod mig indlægge, tænkte jeg hverken på mit egen eller mine pårørendes velbefindende. Jeg var ligeglad. Det var jeg mange år ud i fremtiden. Dét var forkert. At jeg var deprimeret og syg, gjorde heller ikke noget godt for mine kære. Ingen vil rammes af nogen.  Sygdom, hvad enten det er psykisk eller fysisk.  

Men hvad der lige præcis fór gennem hovedet på min mor da hun afleverede mig i De hjælpsommes Hus, ved jeg ikke. Hvad min far tænkte når vi sad på Vivaldi i Holbæk og prøvede at holde sammen på os selv.

Det må have været svært. For alle parter.

Jeg savner mig selv, selvom jeg ikke har kendt til andet end depressiv og ustabil personlighed, mangel på forståelse fra omverdenen. Og udstødelse fra alle form for kredse jeg har møvet mig ind i. jeg har aldrig passet ind, og det er måske også derfor jeg har været fuldstændig uvidende omkring andre menneskers følelser. Jeg kendte kun til meget uhensigtsmæssige reaktioner på diverse – endda bare små – problemer, og egentlig også i alle andre situationer. Jeg var underlig, men det blev altid betragtet som en positiv egenskab. Senere blev jeg meget underlig, og pludselig var det ikke så positivt længere. Så længe man ikke gør nogen fortræd, er det okay at være underlig. Men så snart det påvirker nogen på en uhensigtsmæssig måde, er det et problem. Jeg begyndte at skade mig selv, blev ”klient”, senere ”patient” og til sidst ”kroniker”.

Jeg ville ønske at jeg ikke skulle udsætte min familie for dette, men faktum er, at jeg hat sat hele min familie på en kæmpe prøve. Og de har klaret det fantastisk. På trods af mine umulige synspunkter og hysteriske adfærd.