når én, man elsker, bliver indlagt del 1

!Vinduet har en fin udsigt. Ud over hospitalets skov med gule og brune blade, der minut for minut falder i flok. Efteråret er her, grænsende til vinter. Men ikke endnu. Når vinteren kommer, går mit sind i dvale, og jeg åbner først øjnene, når solen når igennem mine øjenlåg.

Men vinduet er også øjnene ud til verden. Det virkelige og uhyggelige verden. Den verden jeg aldrig har kunnet forholde mig til.

En far måtte slæbe sin grædende søn ud fra hospitalet og ind i en bil. Hans mor er indlagt. Og savnet må være gigantisk. For den indlagte må det være nemmere end for de pårørende; dén som er syg, har meget andet i hovedet end sin familie, lige meget hvor gerne man ville kunne fokusere på familien. Nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre.

Det gjorde mig trist da jeg så den grædende dreng, der ikke ville af sted. Kærligheden kender ingen grænser, lige meget hvor man er. Men hvis sindet ikke tillader nogen form for ro, må andre tage over.

Det er ikke egoisme at man ikke er flittig til at holde kontakten, for hvor end man gerne vil, kan det i perioder være umuligt.

I mit tilfælde har jeg til tider en kæmpe trang til at ringe til min familie og fortælle noget godt. Og det kan lade sig gøre nogle dage, andre dage kan jeg dårligt rejse mig fra sengen, og derfor er overskuddet minimalt. Det er heller ikke altid det værd, at ringe hvis der er stilstand i situationen, og ens sind er sort; så sort at ingen kan trænge ind, og intet fra mit sind kan italesættes.

Min familie betyder alt, og det er svært at synliggøre det. Og samtidig er jeg efterhånden ved at blive klar over hvad der går gennem deres hoveder når jeg handler som jeg gør. Men jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg kan handle på det, ændre på det."