SKIZOFRENI?

”når du lever med skizofreni, skal du også leve med folks uvidenhed” – EN AF OS.

Da jeg i sin tid fik diagnosen Paranoid Skizofreni, følte jeg en ubeskrivelig lettelse. Jeg havde endelig fået ”identificeret” mine problemer. Jeg havde op til min første indlæggelse i 2006, gået rundt i min egen verden, som var fyldt med hallucinationer og selvmordstanker. Jeg vidste ikke, at jeg var syg, på trods af at en terapeut, læge og psykolog havde sagt at jeg ikke kunne hjælpes yderligere i deres regi, at en indlæggelse og medicin var nødvendigt. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad Skizofreni var; jeg troede at det var noget med ”flere personer i én”.

Men i manges sygdomsbillede var det ikke tilfældet. Jeg stiftede bekendtskab med alverdens psykiske sygdomme de næste 100 år, og lærte via min medpatienter en masse om dem. Jeg kendte til deres sygdomsbilleder, men valgte at skubbe mit eget væk, så langt væk som muligt. Skizofrenien var skræmmende, selvom jeg var lettet over den langt om længe stillede diagnose. Den skræmte mig nok mest, fordi jeg længe havde været ”offer” for dens ondskab, og de frustrerende symptomer jeg husede.

Jeg holdt sygdommen strakt så langt væk fra kroppen, som jeg kunne. Samtidig prøvede jeg at forstå den. Men det var umuligt at forstå. Nok mest fordi jeg havde det samme billede af Skizofreni som størstedelen af de mennesker, som ikke kendte til psykiatriske sygdomme.

Der var langt fra erkendelse til forståelse.  Det var tilfældet for alle mine pårørende – inklusiv mig selv. Det var svært at acceptere at mit liv måske aldrig ville blive som andre unges.  

Sådan startede det..

Tiden op til min indlæggelse gik jeg i intensiv terapi hos Grønlænderen. Hun kæmpede på mine vegne, og samlede mig op hver gang jeg faldt. Hun var mit sikkerhedsnet, da jeg ikke kunne snakke med mine forældre om noget. Langvarig mobning ødelagde mig, og samtaler med klasselærer, sundhedsplejerske og socialrådgiver gjorde intet for min situation. Det var som om, at ingen forstod in situation. Men det var også umuligt for mig at beskrive hvordan jeg egentlig havde, hvad for nogle følelser jeg havde, og samtidig ikke kunne rumme. Jeg var fyldt til randen med frustration og kaos; havde aldrig fred. Jeg var samtidig trist – hele tiden. Selvmordstankerne tog til, og jeg kunne snart ikke håndtere noget som helst, ikke en gang skolen, som jeg hidtil havde været glad for. Jeg hadede skolen, især fordi eg blev mobbet og udstødt af en del andre elever. Jeg brød ofte sammen i skolen, af bare håbløshed, og mine omgivelser forstod intet. Jeg skar lidt i mig selv, og oveni det sultede jeg mig i det ekstreme.

Folk omkring mig blev mere og mere bekymrede.

 Fra den ene dag til den anden fornemmede jeg nogle skikkelser ved siden af min seng når jeg skulle sove. Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg kunne oveni min enorme skrøbelighed pludselig opleve de første psykoser.  Hvad skulle jeg gøre? Hverdagen blev hurtigt et helvede, og kunne ikke magte skolen, kunne ikke holde sammen på mig selv i skoletiden, og jeg skrev massevis af selvmordsbreve. Dagbogen blev brugt flittigt, og for hver dag der gik, blev jeg mere og mere dårlig. Både psykisk og fysisk.

Psykosen tog til, og jeg så en mandsperson bag mig når jeg kiggede i spejle. Jeg anede ikke hvad der skete med mig, og jeg røbede først mine symptomer til min terapeut langt tid efter den første psykose. Jeg gik alene med det hele, på trods af, at jeg ofte drøftede min tristhed med Grønlænderen og klasselæreren.

Jeg skammede mig over hallucinationerne, som jeg på daværende tidspunkt ikke var hallucinationer – jeg så det jo, og så var det virkeligt.. troede jeg.

Da jeg begyndte at sige det højt blev alting en tak værre. Det provokerede mit sind at jeg var nødt til at fortælle det til Grønlænderen, og snart begyndte jeg også at høre stemmen. Karsten hed han – og jeg aner ikke hvor det navn kom fra. Til tider tænkte jeg, om han var mit alterego, og jeg begyndte at betragte ham som en fast følgesvend, som aldrig ville forsvinde. Grønlænderen vidste hverken ud eller ind, og hendes alarmklokker begyndte åbenbart at ringe da jeg fortalte hende alt, hvad jeg tænkte og oplevede. Tvangshandlingerne begyndte også på det tidspunkt. Jeg vaskede hænder hele tiden, og samtidig sod Karsten bag ved mig hver eneste gang. Kompleksiteten tog til, idet jeg følte et ansvar for at gøre Karsten glad, ved at holde fast i ham, blandt andet med vask af mine hænder. Jeg var bange for ham, men jeg var også bange for at miste ham, for han var der altid, som den eneste i hele verden. Jeg var tryg og utryg ved hans selskab. Så kunne jeg også glemme alt om den evige sult, selvmordstankerne og tristheden. Karsten tog al min opmærksomhed, og jeg var på kanten af et nervesammenbrud.  

Grønlænderen smed håndklædet i ringen, og sendte mig videre til en psykolog, som også skulle vise sig at være utilstrækkelig. Så blev jeg henvist til ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Holbæk. 2 uger efter min første samtale blev jeg indlagt, og fik hurtigt diagnosen ”Paranoid Skizofreni”