"UDEN TITEL"

Skal min eksistens revurderes? Skal selvskaden skræmmes bort?

Efter godt en måneds indlæggelse, synes jeg efterhånden, at min eksistens er ligegyldig. – ikke at jeg ikke vil kæmpe videre, men at den situation jeg har sat mig selv i, er meningsløs. Jeg føler ikke, at jeg selv bærer hele skylden, men en stor del af ansvaret ligger hos mig.

Jeg er ikke den Karina, jeg engang var. Men hvornår var det? Jeg kan ikke huske hvornår eg sidst har været symptomfri, eller oprigtig glad for den sags skyld. Der har næsten halvdelen af min liv været sprækker i mit sind. Hvis det ikke var det ene. Var det noget andet. Cuttingen har varet i 11 år, selvmordstankerne startede i 5. klasse og første tegn på depressioner viste sig på samme tidspunkt.

Min ungdom er blevet brugt på nedture, hjernevridere, institutioner og indlæggelser. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle bruge min tid på den ene psykiatriske afdeling efter den anden. Sådan blev det.

Men håbet er ikke helt væk -  endnu.

Sygeplejerskerne gjorde hvad de kunne, men samtid sad truslen om lukket afdeling over hovedet på mig hele tiden. Det var også et af deres skjulte våben, så jeg kunne holde mig på måtten. De tolererede ikke selvskade, hvert fald ikke fra min side. Hvis de skulle ske, ville jeg som  sagt blive overflyttet til lukket afdeling.