året der gik. karina der blev.

Jeg ville ønske at jeg en dag vågnede op med flotte arme. Arme der ikke var fulde af ar. Ar, der vil gøre min fortid til en belastning for min fremtid. Tilliden til, at jeg vil få en god fremtid - eller rettere sagt – troen på at jeg en dag vil kunne få en normal fremtid, er på nulpunktet.

Men håbet lever. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal grave det frem. Hvordan jeg mon skal finde det frem fra det tykke pessimistiske skjold jeg har opbygget gennem tiden. En tid der har været så stort et helvede at jeg ikke har kunnet blive andet end pessimist.

2012 er ved at være slut, så det er tid til at gøre status. I det mindste over det år, der nu er gået.

Endnu flere ar, lange indlæggelser, flytterod der har hindret min bedringsproces. Der er så mange negative ting, at de positive næsten ikke er til at spotte.

Hvor meget jeg end prøver på at finde frem, virker det umuligt.

Så mange nedture og triste oplevelser, der har været, ikke kun i mit eget tilfælde, men for de fleste af dem jeg holder af, har tæret på kræfterne. Mine egne og andres.

Mine dumme handlinger har været med til at svække håbet for mig, men der har været mennesker, der har troet på mig, og troet på min fremtid. Min psykiater gennem blot et halvt år har gjort så stor en indsats, som han overhovedet kunne præstere, at jeg trods de 100 andre psykiatere jeg har været i kontakt med, altid vil huske ham som en hel speciel én af slagsen. Han har set mig i de mest psykotiske øjeblikke, men han har også set mig som en hel person, som også indeholder meget andet end sygdom. Han har set min fuldbyrdede nedtur, og samtidig mine fuldkomne raske øjeblikke.

Bedring efter indlæggelser har nok været min redning. Hvis det ikke var for indlæggelserne, havde der ikke været nogen bedring. Jeg har ikke gået rundt i et evigt helvede; det har blot været et halvt helvede. Tiden der har været dårlig, skal ikke overskygge den, der har været god.

Jeg giver ingen andre skylden for mine nedture end mig selv. Det er svært at have al den bebrejdelse på mine skuldre. Men bebrejdelsen kommer fra mig selv; derfor tager jeg den også på mig. Jeg ved ikke om andre bebrejder mig, men jeg har ikke noget imod, hvis de gør. Jeg kan være meget umulig til tider. Så umulig at det ikke har været muligt at rumme mig. Hverken for mine nærmeste eller de professionelle, der har taget sig af mig på bostederne og de psykiatriske afdelinger. Det kan være rigtig hårdt at være i selskab med mig, især for mig selv. Jeg kan til tider ikke holde mit eget selskab ud. Det er klart, idet jeg altid er i selskab med mig. Hård nød at knække.

Der er mange, jeg holder af, jeg har såret i årets løb. Og igennem de sidste seks år. Det er svært at håndtere tanken om, hvor mange mennesker jeg har gjort ondt de sidste mange år, og hvis jeg kunne, ville jeg give dem alle en personlig undskyldning. Men jeg ved også, at det ikke nytter noget at tænke over det. Det hjælper ingen. Hverken mig selv, eller alle de mennesker jeg egentlig aldrig fik sagt undskyld til; jeg er sikker på, at de fleste ikke tænker over det. Men JEG tænker over det. Jeg burde ikke, for jeg har haft grunde til at handle som jeg har gjort. Nogle gange gode grunde, andre gange meget dårlige og forklaringsløse grunde.

Men det hele skal ikke være én stor selvbebrejdelse. Jeg prøver hvert fald at lade være.

 

En anden person, der har haft stor betydning i det forgangne år, er en person, der – ligesom psykiateren – har set mig som det hele menneske jeg er, ikke bare en sygdom. Han er en person, der på kort tid forandrede mit syn på verden. Uden at skabe mirakler gav han mig et andet perspektiv, en anden måde at se verden på. og det var tiltrængt også at møde et menneske, som er så positivt indstillet, og samtidig intelligent og utrolig sød. Da det var tid til at sige farvel græd jeg.  For første gang i lang tid.

Frygten for at miste har også spillet en stor rolle i år. Der har været så mange mennesker, som jeg har haft konflikter med, eller som jeg bogstaveligt talt har været ved at miste. Konflikterne er kommet, fordi jeg dybest set har været i konflikt med mig selv. Ofte. Det må projiceres ud på andre. Fordi jeg har haft svært ved at rumme mig selv. Og svært ved at rumme alle andre end mig selv.

Det er nogle meget tvetydige udtalelser jeg har været ”forfatter” til. Både i tale og på skrift. Men det er essensen af mit liv. Tvetydighed. Det kan forvirre min omverden så vel som mig selv. Min blog har i dette år været ét stort sammensurium at negative, positive, pessimistiske, håbefulde, opgivende, lykkelige og ikke mindst ”karina-istiske” tanker.

Må næste år blive mindre kaotisk. Jeg tror sgu lidt på det.