dagbog 18/11 2012

status fra metalsengen

" Nætterne går godt. Jeg sover igennem og er frisk om morgenen. Jeg er sågar begyndt at dukke op i spisesalen hver morgen. Personalet kigger ind til mig hver halve time, og jeg bliver dopet med medicin dagen lang. Det må betyde at jeg ikke har det godt. Men jeg ved det ikke.

Tankerne omkring min egen eksistens dukker op fra tid til anden, men jeg er blevet bedre til at tackle dem. Det vil sige at jeg ikke har de stærke selvmordstanker jeg har været intenst plaget af de sidste 3 uger. Måske er det medicinen. Måske er det mig. Måske er det roen på afdelingen. Åben kontra Lukket er himmelen! Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan holde ud at arbejde på så kaotisk en afdeling. Men her er der rart at være. Selvom det ikke er altid jeg vil indrømme det.

Psykoserne kommer og går, ofte ved aftenstid. Jeg aner ikke hvorfor. Måske er det mørket, måske er det mig.

At jeg ikke har fast vagt mere giver ekstra frihed. Jeg nyder at kunne bevæge mig rundt i afdelingen uden et menneske bag mig. Man føler sig sgu lide forfulgt, selvom det er godheden selv, der kun er der for at passe på én.

I går blev der udskrevet et par stykker. Fordi der var pladsmangel. Det gør mig trist at mennesker, der stadig er dårlige, skal udskrives af så latterlig en grund som pladsmangel! Men disse mennesker havde i det mindste noget at komme hjem til. De havde en base; hjem, familie, venner.. fundament."