ensomheden

”Når folk forlod mig, om det bare var for et øjeblik, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der mon var så skræmmende ved at være alene. Men jeg kendte godt svaret. Fordi jeg efter blot Et øjeblik kunne føle ensomheden overtage mig, og jeg blev hurtigt bange for hvad der mon ville ske, og om jeg nu skulle være alene for altid.

Ingen er alene for altid. Selvom ensomheden kan gnave sig helt ind til benet i hvem som helst, vil man forhåbentlig vide at man aldrig vil være alene for evigt.

Men hvad så når man dør? – vil man synke ind i ensomheden. For altid? Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke at noget menneske, hvor klogt og faglig dygtigt det er, nogensinde vil kunne svare. Er det overhovedet et spørgsmål om faglighed, eller er det mere et spørgsmål om indsigt? Hvis vi ikke er ensomme, frygter vi måske ikke døden så meget som hvis vi var helt alene i forvejen?

Jeg frygtede hvert fald ensomheden. For hvem ved hvornår man ser et ansigt igen? Når det er for sent er det jo for sent. Men kommer man så et sted hen, hvor man aldrig længere vil være ensom; hvor alle dem, man elsker vil muntre en op, passe på en og elske en tilbage? Det er nok den mest ideelle måde at starte den nye tid over jorden på. Det må være et trosspørgsmål, og der vil altid være individuelle svar. Intet svar er rigtigt.

Men døden er ikke det eneste jeg frygtede. Det var mere ensomheden mens jeg var i live. For den var til at mærke mens jeg var her”