hvor er kærligheden?

"Kan en fyr overhovedet se sig selv i spejlet når de har såret en pige så voldsomt at hun føler at hendes sjæl aldrig vil blive hel igen? Jeg ved godt at det sagtens kan gå den anden vej rundt, men i dette tilfælde kan jeg kun tale for mig selv. Min egne erfaringer.

Jeg forstod det ikke, men samtidig havde jeg forståelse for det, han gjorde. Kunne jeg finde på det samme? Kunne jeg være så stor en idiot? Jeg ved det ikke.

Men når man befinder sig i et forhold der ikke er særlig spændende længere, hvorfor finder man så ikke en fornuftig løsning? En løsning er ikke gør så ondt på den anden part? Det er lige meget hvordan man siger det, det vil altid gøre ondt. Men hvor ondt kan det gøre, før man falder fra hinanden? I mit tilfælde fik jeg først samlet mig selv op efter halvandet år. Halvandet år hvor jeg stadig så ham, men ikke på en særlig konstruktiv måde. Men jeg var afhængig af ham. Så afhængig at jeg fandt mig i at blive behandlet som affald bare for at være sammen med ham. Jeg begyndte at glemme mig selv i alt det han bød mig. Hash, druk og sjæleløs sex blev et fast ritual når jeg kunne komme væk fra de overbeskyttende pædagoger på mit bosted. Somme tider tog jeg af sted uden at have fået lov, og det gav mange sammenstød. Hvorfor skal man ikke have lov til at have det sjovt? Men jeg ved godt, at de var klar over, hvad der skete, og at det ikke var godt for mig.

Min nye, usunde livsstil smittede af på alle omkring mig, og jeg bildte mig selv ind at dét, jeg gjorde var konstruktivt. Jeg troede at jeg havde et forsinket teenager-oprør, og tænkte for en gang skyld ikke over andres følelser. Men jeg tror at hashen for en periode havde ødelagt min måde at tænke og opføre mig på. At behandle andre og ikke mindst sig selv som affald, var noget nyt. Synes jeg nu.

Mit oprør skabte selvfølgelig problemer. Hvor blev min kærlighed til mine medmennesker af? Forsvandt den sammen med hans kærlighed til mig? Den ny udsprungne misbruger der engang var min kæreste smittede af på mig. Han blev ligeglad – jeg blev ligeglad. Jeg kunne ikke længere kende ham, han havde vendt 180 grader, og de var skræmmende at se en så sjælevarm fyr blive helt kold. Det skete så hurtigt at jeg ikke kunne følge med. Men jeg fulgte strømmen, den strøm der på ingen måde var god for mig eller nogle andre. Slet ikke ham. Jeg fik ondt af hans familie, som han stødte fra sig. Men glædede mig over at han havde fået nye venner. Bagsiden af medaljen var så bare, at de venner ikke kunne undvære stoffer. Det blev ligesådan for ham.

Jeg savnede ham egentlig ikke. Jeg savnede selskab. Og så blev det jo det selskab jeg var vant til. Men på nogle helt andre premisser. Men det var trygt at være sammen med ham. Fordi jeg vidste at han ikke så mig som den tykke, arrede og dybt forskruede pige, der ikke mindst var forfærdelig naiv. Han udnyttede det lidt, tror jeg. Det har jeg fået en halv bekræftelse på senere hen.

Jeg trak mig selv gennem lortet for at få lidt kærlighed. Desværre var det ikke rigtig kærlighed, men jeg tog hvad jeg kunne få."