Artikel i "outsideren" af Karina Lund

I årets løb har jeg ofte tænkt: Hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkt dette færdigt: Hvad er meningen med livet?
Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig, mens min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på..
Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner, når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro.
Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er dèt virkelig meningen med deres liv – og er meningen med mit at være indlagt? Det var en skrækkelig – men realistisk - tanke. Hvad gør man så? Jeg tyede til de velkendte løsninger, som på ingen måde var konstruktive, men som jeg var tryg ved. Jeg kunne udrette mirakler på negativ vis, via min opfindsomhed. Jeg kunne finde løsning på ethvert selvskade-problem. Ingen kunne læse mine tanker, og det udnyttede jeg.

Som andre 20-årige
Jo mere jeg tænkte, jo mere underlig blev jeg. Tilliden til mig, blev - fra deres side - kun mindre. Og frustrationen over deres overgreb blev større. Jeg var hele tiden på vagt for at finde enhver given lejlighed til at skade mig selv, og de var på vagt for at forhindre mig i at udøve selvskaden. Nogle gange lykkedes det mig, andre gange lykkedes det dem.
Nogle personaler gav mig råd til, hvordan jeg kunne få det bedre, og ofte tænkte jeg: hvad fanden ved de om noget som helst? Andre gange tænkte jeg: hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de siger? Forvirringen overtog størstedelen af min hjerne. Jeg følte ofte, at jeg ikke eksisterede på plan med nogle andre, fordi jeg var så forvirret, trist og magtesløs.
Det var også svært at finde ud af, hvad jeg egentlig ville. Der var så mange retninger at rende i. Især overfor mine pårørende kunne jeg mærke min mangel på vilje. De var ligeså frustrerede som jeg, hvis ikke mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem, for de var kede af at høre, at alt gik i den forkerte retning. Efterhånden sagde jeg ikke rigtig noget til dem, fordi der intet positivt var. Jeg var alligevel afhængig af at snakke med dem, fordi de var min eneste forbindelse til ”virkeligheden”, og den behøvede jeg!
Samtalerne bestod mest af tomme ord, men de var også gode for mig. Alligevel havde jeg enormt dårlig samvittighed overfor dem, for jeg følte mig som den mest dårlige datter, søster, kusine og moster. Jeg ville så gerne leve et liv tæt på min familie og veninder, uden at være afhængig af dem, som andre 20-årige.

Ud af sygdommen
Men jeg var ikke ligegyldig. Alle prøvede at hjælpe mig, men ingen kunne gøre arbejdet for mig. Og jeg gad vitterligt ikke kæmpe kampen, for det havde jeg gjort i snart otte år, uden særlig megen bedring. For mig var andre mennesker blevet ligegyldige, og jeg selv var alt.
Heller ikke medicinen syntes at have den store gavn og hvad siger man til sin familie, når man har det sådan - ”det går ikke fantastisk godt i dag” eller ”det går op og ned” eller whatever? Jeg tænkte, at ingen alligevel ville kunne forstå min situation, men det var også svært for dem, når jeg ikke engang selv kunne forklare, hvad der skete indeni mig.
Har du duftet til blomsterne? Nej, det har jeg ikke, og før jeg har gjort det, er der ingen vej ud af sygdommens afhængighed. Vil det lykkes i 2013?