karina serveret på et sølvfad - Del 1

Det er efterhånden mange år siden jeg havde selvmordstanker første gang. Det havde altid gået godt i skolen, men som mobningen tog til, blev jeg langsomt nedbrudt. Det var svært at følge med i fagene og jeg lod det gå ud over undervisningen. Min frustration voksede sig større og større, og tankerne om at tage mit eget liv blev meget dominerende omkring 12-13 års alderen. Det var også på det tidspunkt, hallucinationerne begyndte. Jeg håbede på mirakler hver dag; at mobningen ville stoppe, at jeg kunne forenes med  mit udseende, og ikke mindst at livet ikke gjorde så ondt. Men der skete ikke mirakler. Jeg begyndte at søge trøst i selvskade. Forløsningen når blodet løb, var guld værd.

Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv, og blev konfronteret af min klasselærer med min ustabile tilstedeværelse i skolen; mine helt forfærdelige opførsel og negative attitude. Jeg brød sammen, og hurtigt fik jeg hyppige konsultationer hos skolens sundhedsplejerske. Hun forstod sig ikke på mine problematikker og sendte mig videre til en socialrådgiver på kommunen, som sendte mig videre til en familiekonsulent i ”hjerterummet”. Der gik lang tid med ugentlige samtaler hos terapeuten, men hun måtte smide håndklædet i ringen, fordi jeg kun fik det værre. Hun mente at jeg skulle tilses af en psykiater med henblik på medicinering. Så hun ringede til mine forældre og fortalte dem hvor skidt det gik med mig. På en måde var de klar over det, men jeg tror ikke de forstod hvor galt det stod til. Hun foreslog at min mor ringede til lægen og fik en tid til mig, og hurtigt sad jeg på et kontor i lægehuset til konsultation hos lægen fra helvede. Jeg havde aldrig mødt ham før, men besluttede mig for at være 100 % ærlig overfor ham. han var på ingen måde imødekommende – og der var ikke noget jeg kunne sige, han ikke kendte alt til.