karina serveret på et sølvfad - Del 3

"Sideløbende med alle instanserne fra læger, psykologer og psykiatere var jeg stadig i intensiv terapi. Og samtidig på randen til et psykisk sammenbrud. Jeg sultede mig selv, brændte mine hænder med skoldhedt vand og rev store totter hår af mit hoved. Hallucinationerne blev kun værre, og jeg kunne knapt nok hænge sammen af bare udmattelse. Jeg kunne snart ikke holde ud længere. Håbet forsvandt.

Jeg tog til samtale hos psykiateren sammen med mine forældre. Det var svært, men jeg følte også en kæmpe lettelse, fordi jeg vidste at de kunne gøre noget ved dét. Dét jeg sloges med hver evig eneste dag, og som kun blev mere og mere uudholdeligt. Efter samtalen fik jeg besked på, at ringe ugen efter til overlægen, jeg også snakkede med den dag, og sige om jeg ville takke ja til en indlæggelse.

Jeg sagde ja. Endelig kunne jeg se en ende på helvedet, men anede samtidig ikke at det var starten på et nyt helvede; et helvede hvor jeg nu ikke kun kæmpede mod mig selv"