karina serveret på et sølvfad - Del 5

"Den første dag på afdelingen var svær. Jeg var stærkt plaget af mine hallucinationer og angsten var ved at æde mig op. Ligesom den havde været de sidste par år. Personalet – især en sød sygeplejerske – var imødekommende og omsorgsfuld, og hjalp mig gennem første aften på ungdomspsykiatrisk afsnit. Vi spillede kort, ”krig”; det mest kedelige kortspil der findes, men det var til at overskue. Jeg var meget utryg, og ved sengetid sad hun med hånden på min skulder, lige indtil hendes vagt sluttede, så tog en omsorgsfuld pædagog over. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvorfor vil de mig^{? hvorfor} vil nogen overhovedet bruge tid på mig?

Jeg sov ikke det første 1½ døgn på afdelingen.

Jeg brugte de første par uger på medicinering og sultestrejke. Havde hyppige besvimelser og ville ikke spise lige meget hvor dårlig jeg blev. Frygten for maden dominerede min hverdag. Om nogen havde puttet gift i den. Da jeg blev tilpas dårlig blev der udarbejdet en plan for hvad og hvor meget jeg skulle spise; for spise skulle jeg. Men planen tilgodeså min giftfrygt: æbler fra en uåbnet pose, kiks fra en uåbnet pakke og kakao fra en uåbnet karton. Dette skulle indtages lige meget hvor stor min modstand var. Men at spise sammen med andre var også et stort problem for mig. Hver dag var det samme: 1 æble, 4 kiks og 2 glas kakao til hvert evigt eneste måltid. Jeg kæmpede for at få det ned, men det blev lettere med tiden."