karina serveret på et sølvfad - Del 7

"Mit aktivitetsniveau var på nulpunktet, og jeg husker ikke hvordan jeg overhovedet kunne få tiden til at gå. Diætplanen gjaldt stadig, og jeg var lidt lettet over, at jeg ikke længere skulle indtage mine æbler, kiks og kakao sammen med andre patienter.

Jeg var bange for mig selv, og bange for andre mennesker, bange for verden, og den virkelighed der var udenfor de fire vægge, der holdt mig fanget for en periode. Det var lidt trygt, men mest skideirriterende at jeg var under konstant opsyn, at døren til min stue skulle stå åben, og at jeg ikke kunne få nogen form for ro i mit hoved. Hverken indeni mig eller udenfor mig var noget rigtigt, og forvirringen over min egen tilstedeværelse var ved at drive mig til vanvid: Hvorfor var jeg overhovedet stadig i live? Hvor var jeg psykisk? – jeg vidste dårlig nok hvor jeg var fysisk, men blev med tiden klar over, at jeg var på psykiatrisk afdeling, skærmet, og under andres vinger. Jeg behøvede ikke længere anstrenge mig for at flyve. Andre tog ansvaret, og det var lidt rart, men også frustrerende at jeg ingen rettigheder havde længere.

Der gik lang tid med skærmning, medicinering med masser af præparater, træthed, dårlige nerver og et selvhad på størrelse med Asien."