karina serveret på et sølvfad - Del 8

"Der gik et par måneder med konstant skærmning og dårligdom. Jeg ventede med længsel på den næste revurdering af min tvangstilbageholdelse, og håbede på at beslutningen blev drøftet med mig, men der kom ikke nogen læge på dagen og spurgte mig om, hvordan jeg havde det. det var heller ikke realistisk at jeg kunne blive udskrevet, lige meget hvor meget jeg troede på, at det kunne lade sig gøre.

En aften var jeg så frustreret over det konstante opsyn, at jeg begyndte at kaste alle mine ting efter personalet, der sad udenfor min dør. Først blev jeg ved med at lukke den, men pædagogen med den store tålmodighed åbnede den hver gang. Jeg var sur. Og ked af det hele. Efter et stykke tid var min stue tom, og alle mine ting lå ude i det fælles opholdsrum i skærmet afsnit.

Det endte ud i min første bæltefiksering. Kassen med bæltet til ”ekstra tynde” blev fundet frem, og det strømmede til med personaler. En af den spurgte mig ”har du prøvet at ligge i bælte før?” – jeg hulkede ”NEJ” og var opløst af tårer. Jeg var bange. Og skræmt ind til benet over min handling der førte til deres voldsomme handling. Jeg lå i bæltet til jeg faldt i søvn, så blev det løsnet igen."