selvskadens stof.

”mine selvskadende medpatienter var en tyk blanding af nybegyndere, øvede og uddannede. Jeg bevægede min højere op i hierarkiet langsomt. Havde det ikke været fordi presset var så stort gennem den første indlæggelsestid, kunne jeg have været selvskadefri i dag. Vi lærte af hinanden, men havde også et kæmpestort ansvar for os selv, og den måde vi lod os påvirke af hinanden på. Jeg var desværre meget sårbar og let at påvirke. Jeg fandt hurtigt måden hvorpå jeg kunne opnå de to ting jeg stræbede efter: accept og lindring af min indre smerte. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var andre måder at opnå disse to ting på. Jeg kunne have valgt at bruge personalet. Men samtidig var selvskaden også en flugt fra de oprindelige problemer og sårbarheder; så var fokus på noget andet, og man behøvedes ikke snakke om det der gjorde ondt.

Jeg kunne ikke tage afstand fra den uhensigtsmæssige adfærd de andre piger havde gang i. Jeg var ikke stærk nok til ikke at lade mig påvirke. Jeg var en skrøbelig sjæl uden noget at stille op. Så hvorfor ikke også tage ”stoffet”? Det startede  i det små, men mere ville have mere. Og endnu mere, ville have meget mere.”