frygten overtager

Da jeg langt om længe så sandheden i øjnene gik jeg i panik. Havde jeg virkelig ændret mine mønstre så drastisk og så hurtigt at jeg ikke selv lagde mærke til det? Da jeg begyndte at tænke på de dage hvor tingene var så lette, og jeg ligeså, fandt jeg ud af, at de snart måtte ændres.

Men hvordan skulle jeg ændre på noget, jeg ikke kunne sætte ord på? Jeg kunne kun se, at noget var helt galt. Sandheden skræmte mig, men gav mig samtidig håb om, at alt kunne blive som før, hvis jeg bare arbejdede for det.

Men dét at blive revet ind i så ond en cirkel, som syntes umulig at komme ud af, kunne også tage pusten fra mig.

Jeg ville ikke se sandheden. Men den stod pludselig klart lige for øjnene af mig. Det var skræmmende at blive konfronteret med så smertefulde kendsgerninger, som jeg egentlig ville ønske, var ude af mit system og bare et sted langt ude i perferien, hvor jeg kunne gribe ud efter dem når jeg var klar.

Det var tydeligt for enhver at jeg havde haft nogle svære år. Men ingen havde følt, hvad jeg havde følt. Og netop dét frustrerede mig. For jeg ville somme tider ønske at mit sind stod åbent for alle forbipasserende og ikke mindst dem, der var tæt på mig. Det hele ville være så meget nemmere hvis nogen kunne sætte sig ind i min situation fuldt ud, og føle den smerte jeg konstant var plaget af.

Mit sind rummede følelser og tanker, som jeg aldrig nogensinde ville kunne sætte ord på. Det ville aldrig ske, at jeg havde chancen for at få det ud af mit hoved, ikke engang ned på papir. Jeg kunne skrive så meget; jeg kunne skrive om hændelser, om følelser, om tanker men aldrig om mit dybe indre. Desværre var der så stor en barriere mellem mig selv og mine omgivelser at sandheden aldrig ville blive italesat.

Men sandheden var nok ikke så skræmmende i virkeligheden, som jeg gjorde den til oppe i mit hoved. Alligevel var det farligt. Farligt at rumme, og det var blot et spørgsmål om tid, før det blev for meget at kunne rumme.

Ikke at jeg ville gøre en ende på livet for at undgå sandheden, men jeg var tæt på et nervesammenbrud, fordi det var så tung en byrde at bære. En byrde der snart måtte blive løftet fra mine skuldre før den drev mig til vanvid.

Vanviddet var nok essensen af mit store problem, som var så svært at håndtere: sandheden.