den længe ventede og frygtede frihed

"Når udskrivelsen stod for døren var tiden lang. Men samtidig var angsten for selv at tage ansvar stor.
De sidste dage på afdelingen gik med samtaler. Samtaler med lægen, kontaktpersoner og personale fra bostedet.

Da dagen endelig kom, var den præget af glæde over endelig at blive lukket ud i virkeligheden

De første dage hjemme var frygtindgydende. Hvad skulle jeg gøre ad mig selv? Der skulle pakkes ud, og hverdagen truede. En hverdag med beslutninger og som i øvrigt ikke bestod af noget som helst. Jeg tror, at dét var problemet. Jeg sad fast i et mønster hvor jeg – som under indlæggelsen – var afhængig af den massive kontakt til professionelle. Var jeg overhovedet klar til at komme ud? Det spørgsmål blev jeg også stillet af diverse mennesker jeg omgik. Men blev man nogensinde rigtig klar til virkeligheden udenfor de fire mure, som i lang tid havde været mit sikkerhedsnet? Trygheden på sygehuset gjorde mig ude af stand til selv at tage beslutninger, og når det var hverdagskost, var det klart at det blev noget af en kulturchok. Omkring mig var mennesker, der ville mig det allerbedste, men det gjorde mig ikke tryg. De kunne ikke tage beslutninger og ansvar fra mig. Men de var oftest de første par dage der var de værste. Så befandt man sig ligesom i de rammer, der jo var fundamentet i hverdagen; man havde savnet det, men alligevel kunne man ikke undgå at føle angst ved at være tilbage et sted hvor det ikke var sikkert at man kunne nå at blive stoppet i selvskade og startende psykoser. Ingen kunne tage over når det hele blev for meget; det var ikke bostedets job. Der fulgte så meget ansvar med det at være hjemme. Nogle gange var det rart, andre gange var det angstprovokerende. at have sine egne ting gav altid en tryghedsfølelse, men bagsiden af medaljen var – for mit vedkommende – det faktum at jeg ikke havde noget at tage mig til. Det er vigtigt at der er nogle aktiviteter når man langt om længe bliver udskrevet. Så man ikke sidder og synker hen i selvmedlidenhed. Det kan hurtigt blive en ond spiral af bekymringer og frygt for, om det nu vil gå.

For mit vedkommende førte al den tid jeg fik til at tænke, til endnu en indlæggelse. Oftest efter blot en måned i friheden. Den lettende frihed kunne hurtigt blive for overvældende og resulterede i en forværring af den ellers så stabile tilstand, som havde varet i flere uger inden udskrivelsen.

Det er svært at finde den rigtige løsning på problemet, som jo egentlig var selvskabt. For mit vedkommende hvert fald. Jeg kunne planlægge aktiviteter i samarbejde med mine kontaktpersoner på bostedet, men som psykisk syg er det ikke altid lige let. Hvad enten man lige er kommet hjem eller har været udskrevet i længere tid."