i armene på den blå mirakelmager

"Det kom pludseligt, som et lyn fra en klar himmel. Intet kunne stoppe det. Så jeg skar. Jeg skar uhæmmet men med forbehold. Jeg var klar over at denne gang, skulle det ikke gå galt. For jeg var alene med trangen, jeg var alene med resultatet, der var ingen der kunne redde mig før jeg fik fisket telefonen op fra dynerne og puderne der prydede min seng, og var ét stort rod. Jeg ville uden tvivl ikke kunne finde livlinen hvis det gik galt. Så jeg var forsigtig. Jeg vidste nøjagtig hvor grænsen gik, og alligevel vidste jeg ingenting. Min realitetssans var svækket og den trancelignende tilstand syntes at blænde mit syn på alting.

Jeg fik ringet. Inden det blev for meget. Som planlagt. Men det var nok til at jeg måtte en tur i hænderne på de professionelle. Skadestuen var travl og jeg nåede at falde i søvn inden jeg skulle af sted. I det hvide rum fik jeg at vide at der ville gå en halv time inden jeg kunne komme ind i sikkerheden og ligge på den guddommelige briks, der kunne udrette mirakler med hjælp fra de hvide og blå. Men der gik mange timer. Timer med venten og selvynk. Jeg sad alene i venteværelset i godt en time inden det blev min tur, og følte endelig lettelsen.

Sygeplejersken med de gulhvide handsker var sød. Hun spurgte ind til mit liv, og selvom jeg ikke havde den store lyst til at involvere hende, fortalte jeg lidt om løst og fast.

Lægen i den blå kittel bedøvede og syede de 54 sting der skulle til for at lukke mine sår. Men hvor mange sting skulle der til, for at lukke såret i mit sind, der nu var mere åbent end nogensinde? At blotte sine arme overfor en fremmed er én ting, men at åbne sin sjæl overfor fremmede såvel som bekendte var angstprovokerende. Alligevel gjorde jeg det. Det måtte være vejen frem. Håbede jeg."