Karina serveret på et sølvfad - Del 29

"Under en indlæggelse  på lukket afdeling besluttede jeg mig for, ikke at tage medicinen, som jeg i øvrigt fik i store doser. Det blev hurtigt til endnu større dårligdom end ellers. Jeg fik det værre og værre. En dag kom lægen ind på min stue og viste mig nogle papirer hvor der stod at de ville påbegynde tvangsmedicineringen efter motivationsfasen, som skulle vare i 3 dage. 3 dage med læger der kom rendende i tide og utide, og hvor jeg op til to gange om dagen fik akut beroligende som injektion fordi jeg var så dårlig. Jeg valgte at klage til patientklagenævnet, for det ville forlænge min tid uden medicin med mindst en uge. Jeg vidste godt inderst inde, at jeg ikke ville få medhold, men jeg forsøgte alligevel. Der blev tilsendt en masse papirer til mig, egentlig bare en kopi af lægeerklæringen som lød på at jeg skulle medicineres mod min vilje. Der var også vedlagt journalnotater fra de sidste 3 uger, der egentlig ikke indeholdt andet end dårligdom og et utal af tvangsinjektioner med stærkt antipsykotisk medicin. Der var så mange fastholdelser, at min krop var så udmattet hele tiden, samtidig med at jeg var så sederet af medicinen. Jeg kæmpede imod med alle kræfter i min krop og prøvede at give plejepersonalet kamp til stregen. Men de vandt hver gang. Lyden af alarmen der hylede gjorde mig utryg, men jeg måtte desværre også høre på den ofte. Alt i alt var det hele én stor elendighed."