karina serveret på et sølvfad - Del 30

"Tiden gik langsomt, men dagen med mødet med patientklagenævnet oprandt. Jeg blev spurgt om en masse, og svarede meget relevant på alle spørgsmål. Der skulle gå yderligere 3 dage, hvor jeg ikke behøvede tage min medicin, men så kom afgørelsen. Afdelingens læger fik medhold, og tvangsmedicineringen kunne påbegyndes. Jeg havde valget: at tage medicinen under opsyn af en læge, eller jeg kunne få en injektion 2 gange om dagen. Nogle dage var det lettere at tage medicinen end andre. Men det endte med et par uger med lægebesøg 2 gange om dagen og trusler om injektioner. Det var et helvede.

Men jeg begyndte at se klart igen og tog efter kort tid medicinen frivilligt. Uden læger, uden injektioner, der før havde hængt over mit hoved som en tung sky af rædsel. For det var en rædsel. En ubeskrivelig krænkelse hver gang.

Alligevel kunne jeg godt se fornuften i, at jeg skulle have medicin. Men i visse situationer var fornuften udenfor rækkevidde."