kemisk lobotomi

"Dengang man afskaffede lobotomien, og begyndte at bruge medikamenter i stedet, kaldte man det ”kemisk lobotomi” ..de første antipsykotika hvert fald.

Jeg begyndte at få Leponex for få år tilbage, og kan sagtens nikke genkendende til påstanden om at medicinen kunne fremkalde denne tilstand af apati og ligegyldighed.

Leponex er et meget gammelt præparat og jeg kendte slet ikke til bivirkningerne da jeg begyndte at indtage det hver dag.

Hvad skal der til før psykisk syge kan leve uden de kemiske lobotomier, som medicinen ofte fremkalder? Jeg siger ikke at alle går rundt i den tilstand, men i en vis grad har al form for medicin den bivirkning at man går og er lidt småligeglad. Jeg var selv uden for rækkevidde i flere år, da der blev hældt det ene medikament på det andet i kæften på mig. Jeg følte ingenting og jeg mærkede ingenting. Blot en omvandrende krop med et forskruet hoved fyldt med kemi. Det nyttede ikke noget at prøve at få nogen form for emotionel kontakt, jeg var blot til stede. Uden at være det.

Osteklokken gjorde både gode og dårlige ting for mig. Jeg følte ikke noget. Men jeg følte ikke noget.

Det var svært at være i live, men samtidig med modstanden til livet, mødte jeg også modstanden til at gøre noget som helst for at ende det. Jeg var knapt så selvdestruktiv som ellers, men samtidig også bare en stor klump omvandrende ligegyldighed. Jeg kan dårligt huske noget fra tiden på Leponex, udover stor trang til at spise. Hele tiden. Jeg blev kæmpestor og lagde ikke selv mærke til det.

 

Frygten for at tage medicin, frygten for ikke at tage medicin.

I starten var jeg nødt til at tage imod råd fra de professionelle. Medicinen syntes at være den eneste udvej på daværende tidspunkt. Jeg var bange for at tingene ville ændre sig til det værre, hvis jeg ikke fik medicin. Men jeg tænker alligevel, at hvis jeg aldrig var startet på alle de præparater, afprøvet dem, og været afhængig af den, hvordan ville livet så se ud for mig?

En lobotomi varer evigt, men min kemiske lobotomi varede heldigvis kun i 3 år. Men 3 år er også rigeligt. 3 år som zombie uden begreb om virkeligheden udenfor psykiatriske afdelinger og bosteder, gør noget ved én. For hvad skal man gøre, når livet lige pludselig dukker op igen uden varsel? Jeg græd meget. Over det chok jeg blev udsat for da jeg fra den ene dag til den anden stoppede med Leponex. Det var som om at træde ud af en boble der havde været tilholdssted i lang tid. Jeg følte mig ikke tryg derinde, men var heller ikke tryg da jeg var ude i virkeligheden igen. Heldigvis var der mange til at passe på mig i den sårbare periode hvor jeg skulle vænne mig til virkeligheden igen.

Men hvorfor pådutte andre kemisk lobotomi? Godt nok blev det formuleret for mange, mange år siden, da man fremstillede det første præparat mod sindslidelse – men jeg har en meget stærk overbevisning om at man stadig kan kalde det kemisk lobotomi når psykisk syge mennesker bliver sederet i så stor grad at de ikke kan foretage sig andet end bare at ligge i en seng. "