NEJ!

”jeg tænkte pludselig på, om jeg var hærdet ind til benet, om jeg kunne være så ond mod mig selv, uden at udslette mig selv? De mange moralprædiker jeg var udsat for stort set hver eneste dag, havde overhovedet ikke sivet ind, lige meget hvor meget de prøvede. Jeg var løbet tør for fornuft, og snart tør for relevante ord om, hvad der ikke kunne stoppe min nærmest besatte sjæl der holdt fast i beslutningerne. Dette var ikke helt til at beskrive. Besættelsen var ikke til at rykke på. Den sad fast, og ville ikke gå væk bare fordi de professionelle havde mundene fulde af visdomsord. Jeg var ligeglad – eller jeg var ikke ligeglad, bare fast besluttet på, at det var mig der bestemte. Uden at ville det. Der var stærkere kræfter indblandet, men som efterhånden var blevet til Karinas tankevirksomhed og ideer om hvordan livet skulle leves.

Jeg var ikke sikker på, hvordan det ville ende. Om jeg ville have kræfter til at stikke af fra det hele; lægerne, psykologerne, psykiaterne, pædagogerne osv.? Eller hvad skulle min plan være, for ikke at ende i kløerne på de satans fagpersoner, der ville have mig i behandling. De krævede ikke noget endnu, men jeg vidste at det ville komme. På daværende tidspunkt  benægtede jeg dog. Ingen skulle sige ordet ”indlæggelse” til mig før forsvarspositionen havde indtaget min sjæl. Og min mund"